Vidne: Bombemål er »en stor, glad bamsefar«

Udrykning. Talstærkt politi ved Pension Skejby i det nordlige Århus, hvor en bombe sprang i morges.
Udrykning. Talstærkt politi ved Pension Skejby i det nordlige Århus, hvor en bombe sprang i morges.
Lyt til artiklen

»Han taler hele tiden om sin kone og sine seks børn«.

Det siger en beboer fra Kriminalforsorgens Pension Skejby, der i morges blev rystet af en eksplosion i en bil ud for institutionen.

Pensionen huser dømte, der er på vej til at blive sluset ud i samfundet igen efter endt afsoning.

LÆS ARTIKEL Bombe blæser ruder ud og beskadiger biler i Århus

Eksplosionen skyldtes en bombe i en rød Audi A3, der tilhører en forhenværende Hells Angels-rocker, som i 2005 fik 13 års fængsel for omfattende narkohandel. Han røg i unåde hos rockerklubben, da han bistod politiet under optrevlingen af sagen.

Mistanke mod rockerkammerater

Ifølge en af de andre beboere må attentatet være foretaget af gerningsmænd fra mandens gamle omgangskreds.

»Det er hans fjender, hans gamle brødre, der har gjort det. De sprænger den, så han ryger tilbage i isolation«, vurderer vedkommende, der af hensyn til sin egen sikkerhed foretrækker at være anonym.

Ifølge beboeren er manden, der tilsyneladende var mål for bomben, på rette vej efter narkodommen.

»Han er en stor, glad bamsefar, som har rettet sig ind«, forklarer beboeren til politiken.dk.

Jeppe Timmermann Findalen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her