Efterspørgslen efter træ til energiproduktion vil stige enormt i Europa i de kommende år, fordi de 27 EU-lande i 2020 skal dække en femtedel af deres energiforbrug med vedvarende energi.
Alene i Danmark venter Energistyrelsen, at vi i 2020 vil bruge dobbelt så meget træ til at producere el og varme, som vi gør i dag. »Spørgsmålet er, om der er træ nok i Europa. Og hvor meget af det skal vi selv levere, samtidig med at vi skal tage en række andre hensyn i den bæredygtige skovdrift?«, siger formanden for Skovrådet, professor Niels Elers Koch fra Center for Skov & Landskab ved Københavns Universitet.



























