Sexlivet blomstrer hos flere ældre

Lyt til artiklen

Den legemsdel, der er vigtigst for, at man kan have et godt sexliv langt op i årene, sidder ikke mellem benene. Men mellem ørerne. Det fastslår sexologer og andre eksperter på baggrund af en række undersøgelser, der peger i retning af, at sex bliver bedre med alderen. Efter at potenspiller og andre lægemidler har mindsket problemerne med fysisk betinget impotens og tørhed i skeden er det primært hjernen, der afgør, om man vil lade fordelene ved at blive ældre overskygge ulemperne. Ældre siger, hvad de vil have Sexolog Marianne Egense fra Center for Sex og Samliv fremhæver, at man med alderen bliver mere bevidst om, hvad man vil have – og tør sige det: »Man er nok mere til romantik, stearinlys og længere forspil. Dermed ikke sagt, at man ikke stadig kan have hurtig fræk sex, men man er i hvert fald ikke længere tilfreds med tre ryk og en aflevering«. På den anden side påpeger Egense, at det er frustrerende, især for kvinder, at tidens skønhedsparadigme er unge, spændstige kroppe, når alderen og tyngdekraften hiver brysterne nedad og gør huden slap. »Der er ikke mange rynkerøve i medierne«, konstaterer hun. Selv med indædt motion og plastikoperationer er det svært at undgå, at partneren uvilkårligt vender sig om på gaden efter en ung sild eller lækker fyr, hvor bukserne strammer de rigtige steder. Klam rynkesex Ledende psykolog Bo Møhl fra Rigshospitalet bekræfter, at ældre – der ofte ikke opfatter sig selv som ’ældre’ – kan miste gejsten af »kulturens ungdommelige idealbilleder«. »Den negative selvopfattelse kan danne grobund for jalousi og angst for at blive forladt. De hyppigste problemer hos seksuelt velfungerende ældre handler netop om usikkerhed«, skriver Møhl i Ugeskrift for Læger. Skismaet forstærkes af, at sex med rynkede, slappe kroppe stadig i høj grad er tabu – hvis det da ikke ligefrem opfattes som klamt og latterliggøres. En række undersøgelser tyder dog på, at tabuiseringen er på retur, og at de positive aldersforandringer vejer tungere end de negative. Kvinder 50+ har bedre sex Et engelsk studie med 700 deltagere fra i år viser, at kvinder over 50 nok har mindre sex end deres yngre medsøstre, men at den også er klart bedre. En norsk rundspørge har tilsvarende vist, at mænd i 50’erne er mere tilfredse med deres sexliv end mænd i 30’erne. Stigningen skyldes primært større selvtillid og færre bekymringer. Og at børnene er blevet store og flyttet hjemmefra. »Sex kræver tid, energi og overskud, og det er i den grad mangelvarer hos småbørnsforældre, især mødrene. Der er færre forstyrrende elementer i hverdagen, når man er oppe i 50’erne og 60’erne«, fremhæver sociolog Emilia van Hauen. Gamle går i sexbutikker Andre tal peger i samme retning. Antallet af nygifte over 60 år er herhjemme steget næsten 40 procent på fem år ifølge Danmarks Statistik. Aldersgruppen har i dag nemmere ved at finde en ny partner efter skilsmisse eller dødsfald, fordi der er flere kvinder ude på arbejdsmarkedet, og ældre har generelt mere socialt liv. Også sexbutikker, swingerklubber og sexologer melder om et større klientel over 60 år – den ældste, Marianne Egense har haft, var 74. De var unge under den seksuelle frigørelse i 1960’erne og vil ikke finde sig i, at der går sutsko i sexlivet som hos deres mere bornerte forældre. En svensk undersøgelse fra Sahlgrenske Akademi i Göteborg viste i 2003, at andelen af 70-årige kvinder, der finder sex i deres alder naturligt, er øget fra 70 til 90 procent på en generation. Også andelen af 70-årige, der rent faktisk havde sex, er øget, fra 40 til 60 procent. Uden sex visner du Eksperter er ikke i tvivl om, at antallet af frigjorte pensionister vil vokse yderligere de kommende år. De understreger dog, at ældre ikke skal føle sig unormale, hvis de ikke har så meget lyst til sex. Det naturlige fald i hormonproduktion hos begge køn betyder, at kærtegn føles mindre intenst på hud og kønsdele, og at der dermed skal længere tids stimulation til for at få rejsning, våd vagina og orgasme.

Omvendt viser undersøgelser, at regelmæssig seksuel aktivitet mindsker disse aldersbetingede forandringer. Og at samleje, petting eller bare berøring er med til at holde folk ungdommelige og sunde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her