Urinprøver, der afslører euforiserende stoffer, er svære at håndtere for lægfolk og sælges derfor ikke på apoteket. Til gengæld kan man købe dem hos de danske importører, men salget er beskedent. Det hænder, at bekymrede forældre eller kærester til afvænnede narkomaner ønsker at købe en urintest, så de kan kontrollere, om poden eller kæresten nu også er stoffri. Men det hører til sjældenhederne, oplyser Ferle-Produkter AB og Niche Pharma - to firmaer, som lever af at sælge test-og måleudstyr, der måler euforiserende stoffer i urinen. Ikke salg på apoteket Produkterne importeres fra USA og sælges især til misbrugscentre, psykiatriske afdelinger, døgninstitutioner, arresthuse, fængsler og efterskoler. Urinprøverne kan ikke købes på apoteket, hvilket i sig selv begrænser salget til private. Til gengæld kan man henvende sig direkte til importørerne, som gerne langer en såkaldt hurtigtester over disken. Svære at bruge for amatører Dog ikke uden en række formaninger og gode råd, forsikrer både Ferle-Produkter AB og Niche Pharma. Urinprøverne er nemlig dybt problematiske at foretage for lægfolk. Ikke i teknisk forstand, men fordi en række lovlige medikamenter som hovedpinepiller, astmamedicin og sovepiller kan krydsreagere med nogle af de stoffer, der findes i heroin og morfin. Man risikerer med andre ord at blive afsløret som stofmisbruger uden, at det har hold i virkeligheden. Og den situation kan være vanskelig at håndtere for en familie. Gå til lægen »Vi nægter ikke at sælge til forældre, men vi plejer at anbefale, at de går til deres læge, og vi slår meget på, at prøven ikke er 100 procent sikker. Vi råder dem også til at kontakte os, hvis de er i tvivl om, hvordan de skal håndtere resultatet«, siger Lisbeth Bang, salgsansvarlig i det svenske firma Ferle-Produkter AB i Hellebæk. Af konkurrencehensyn ønsker Ferle-Produkter AB ikke at oplyse, hvor stort deres salg af hurtigtestere er i Danmark. Deres største marked er Sverige, hvor det er fast praksis at foretage stikprøvekontroller af både lærere og elever i hele uddannelsessystemet, også i folkeskolen. Ferle-Produkter AB »drager mange erfaringer fra det svenske marked«, siger Lisbeth Bang, men hun understreger, at firmaet ikke agter at gå aktivt ind i det danske folkeskolemarked, så længe det ikke er politisk vedtaget. »Selvfølgelig ville vi få et mersalg, hvis man testede i folkeskolen, men det skal gøres på en etisk forsvarlig måde«, siger Lisbeth Bang. To håndfulde om året I enmandsfirmaet Niche Pharma i Herlev er det direktør Carsten Volquardsen, der importerer og sælger amerikansk test- og måleudstyr, der kan måle både narkotiske stoffer og alkohol. Også hér er salget til forældre og andre privatpersoner yderst beskedent. »Højst to håndfulde om året«, oplyser han. »Jeg vil helst ikke sælge til private, men det tilkommer ikke mig at sige nej, så selvfølgelig kan forældre købe prøverne hos mig. Men jeg nævner konsekvent, at det er en knugendeknusende god idé, hvis de allierer sig med en professionel, som kan sørge for den pædagogiske opfølgning, hvis testen er positiv«, siger Carsten Volquardsen. Misbrugscentre Niche Pharma sælger især til misbrugscentre, døgninstitutioner for unge, fagskoler og efterskoler. S om beskrevet i Politiken i går vælger ganske mange efterskoler at teste deres elever for hashrygning. Den udvikling hilser Niche Pharma velkommen. »Det vil nok blive et interessant område, nu da så mange skoleforstandere bruger disse test på en fornuftig måde. Jeg vil være åben, hvis skolerne er interesserede«, siger Carsten Volquardsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























