Hospitalerne har nu så stor mangel på sengepladser til psykisk syge kriminelle, at regionerne slår alarm: Regeringen må ved de kommende forhandlinger om sygehusenes økonomi afsætte et større millionbeløb til mindst 50 nye af de særligt sikre og dyre pladser til psykiatriske patienter, der har begået forbrydelser. Sådan lyder kravet, som Danske Regioners formand, Bent Hansen (S), tager med til forhandlingsbordet næste måned. »Vi mangler senge til de mere barske og voldelige patienter. Det vil jeg gerne medgive vores personale. Og konsekvensen er desværre, at vi har for voldsomme patienter på afdelinger, der slet ikke er beregnet til dem. Det skal vi simpelthen have rettet op på for at få et bedre arbejdsmiljø«, siger Bent Hansen. Som Politiken skrev for en uge siden, så er der hver dag mindst to ansatte på landets psykiatriske afdelinger, der bliver udsat for fysisk vold fra patienter.
LÆS OGSÅ Sindssyge patienter tæver ansatte
Sidste år noterede regionerne flere end 800 voldsepisoder, men ifølge flere sygeplejersker er det kun toppen af isbjerget. Mange slag, spark og skub bliver nemlig ikke registreret, lød det. Ofte på grund af tidspres, men også fordi ansatte ser vold og trusler som en del af jobbet. Men den går ikke, siger Bent Hansen. »Jeg vil gerne slå fast, at det er helt afgørende, at personalet altid indberetter til regionen, når der har været et voldstilfælde. Hver eneste gang skal det bearbejdes, så vi kan lære af det«. Flere patienter med domme Det er regionerne selv, der driver sygehusene. Og dermed dem, der de senere år har truffet beslutning om at nedlægge hundredvis af sengepladser i psykiatrien. Alligevel mener Bent Hansen ikke, at manglen på retspsykiatriske senge er regionernes og hans eget ansvar. »Vi har nedlagt mange almindelige senge i psykiatrien. Det er de patienter, der nu bor ude i kommunerne og på bosteder. Det er en fornuftig udvikling. Men i samme periode er der blevet flere og flere psykisk syge med behandlingsdomme. Det er rigtigt, at vi allerede har fået penge til flere senge til de tungeste patienter, men vi har slet ikke fået nok til at dække behovet«, siger regionernes formand.



























