DMI: Det ligner snestorm i weekenden

Vinter. Der kommer mere sne i weekenden. Nogle steder vil det minde om en snestorm.
Vinter. Der kommer mere sne i weekenden. Nogle steder vil det minde om en snestorm.
Lyt til artiklen

Vejrudsigten er blå med temperaturer under nul både dag og nat de kommende døgn.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) bliver kulden ledsaget af en hel del sne og blæst, som i hvert fald i Østjylland vil minde om en regulær snestorm.

»Det bliver forholdsvis voldsomt i weekenden og begyndelsen af næste uge. Der vil komme forholdsvis store mængder sne visse steder i landet, mens nogle steder slet ikke vil få noget. Med en tiltagende vind fra øst og nordøst vil det fyge en del, og nogle vil opfatte det som snestormslignende tilstande«, siger vagthavde meteorolog Jørn Thomsen, DMI.

Østjyderne får det slemt
Frem mod mandag vil der falde mest nedbør på Bornholm samt Vestsjælland og Lolland-Falster, men vejret vil ifølge Jørn Thomsen sandsynligvis give størst problemer i Østjylland.

»Der vil falde mest nedbør ved Østersøen, men her vil temperaturen ligge lidt over frysepunktet, så det vil nok falde som våd sne, der får svært ved at fyge«, siger Jørn Thomsen og fortsætter:

»I Østjylland vil der til gengæld være frost, så derfor vil det nok blive værst dér, når man ser samlet på temperaturer, sne og fygning«.

SÅDAN LIGGER LANDET

De seneste dages vintervejr har givet travlhed hos Falck, der har måttet trække mangen en bilist op af grøftekanten.

Men selv om der er dømt dybfryser i november, skal vi ikke nødvendigvis regne med, at vinteren bliver kold og lang.

Tværtimod.

Hvis man kan tage DMI's tempraturprognose for vinteren - december, januar og februar - for pålydende, vil temperaturen ligge 0,8 grader over klimanormalen, der bygger på et gennemsnit af temperaturerne i vintermånederne fra 1961-1990.

Kan svinge op og ned

Jørn Thomsen understreger dog, at det er forbundet med meget stor usikkerhed at kigge så langt frem i krystalkuglen.

»Det er ufatteligt usikkert. Vores fem- og syvdages prognoser er meget mere sikre. Derfor er det for tidligt at sige, om vi får en kold eller varm vinter«, siger Jørn Thomsen.

LÆS OGSÅ Falck er rykket ud til over to hundrede bilister siden midnat

Han peger desuden på, at prognosen er et gennemsnit. Derfor vil der være udsving undervejs.

»Man kan sagtens have en måned med megen kulde samtidig med, at gennemsnittet ligger over normalen«, siger Jørn Thomsen.

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her