Københavns Kommune gør det sværere for kriminelle unge at bryde ud af deres kriminelle løbebane og komme i gang med en uddannelse.
Så hårdt lyder kritikken fra socialarbejdere, som beskæftiger sig med kriminelle unge. »Når man har været inde at afsone sin dom, så skal man have mulighed for at komme videre med sit liv«, siger Signe Grønbæk, der er vejleder i Job- og Uddannelseshuset i københavnerforstaden Tingbjerg. Hun har mødt unge, der gerne vil fri af deres kriminalitet og har ønsket at komme i gang med en uddannelse – blandt andet til pædagogisk assistent. Som led i deres uddannelse skulle de unge have en praktikplads, hvor Københavns Kommune har været arbejdsgiveren.




























