Gærdesmutten er smuttet. Danmarks bestand af den lille mestersanger er stærkt på retur efter den anden hårde vinter i træk. Oven på vinteren 2009-2010 blev ynglesæsonen så ringe, at to ud af tre fugle var forsvundet.
Med en kropsvægt på bare syv-otte gram er gærdesmutten vores næstmindste fugleart efter fuglekongen og dårligt rustet til isvintre og måneder med stærk kulde. Bestanden er nu på det laveste niveau i 30 år, og i de kommende uger vil sne og frost tynde yderligere ud blandt de overlevende, forudser Dansk Ornitologisk Forening (DOF).




























