Forældre med børn i de københavnske daginstitutioner kan godt begynde at bestille ferie i uge 29 og 30 i år. Der vil langt de fleste af Københavns Kommunes vuggestuer, børnehaver og fritidsinstitutioner nemlig være lukket. I morgen beslutter politikerne på rådhuset, at de fleste af byens daginstitutioner fremover holder sommerferielukket i to uger. Sidste år var der i alt 9 lukkedage spredt over året, men i år mere end fordobles tallet til 19 for at spare knap 10 millioner kroner. Dermed lander hovedstaden med ét slag blandt de kommuner, der lukker hyppigst. 10 af de 19 lukkedage skal ligge i de to juli-uger.
BUPL: Indgrebet er »kynisk«
Formand for pædagogorganisationen BUPL i Hovedstaden Henriette Brockdorff kalder indgrebet »kynisk«:
»Man binder både personale og forældre til at holde ferie på et bestemt tidspunkt. Mange af dem har måske ægtefæller, der slet ikke kan holde fri netop da. Og det går direkte mod en tendens i samfundet til, at vi skal have mere fleksibilitet ind i hverdagen«, siger Henriette Brockdorff.




























