Når mænd forsøger at presse eller true deres partner til en provokeret abort, er det udtryk for manglende respekt for kvinden, mener Elisabeth Møller Jensen, der er direktør for KVINFO.
Både Mødrehjælpen og Foreningen Retten til Liv oplever, at kvinder bliver presset af deres kærester til at få abort og truer med at forlade dem, hvis ikke de makker ret. »Hvis en kvinden er gravid og gerne vi have barnet, bør andre ikke forsøge at ændre på det, heller ikke partneren. Manden bør forholde sig til graviditeten som den realitet, den er, og forsøge at gøre begivenheden så lykkelig som mulig. Hvis han vil gennemtvinge en abort mod kvindens ønske, kunne det tyde på, at der mangler en forståelse for den situation, den gravide kvinde er i. Måske mangler der også en forståelse for, at en abort er et stort indgreb og ikke er det samme som at få fjernet en visdomstand«, siger Elisabeth Møller Jensen. Hun råder kvinder til at tænke sig godt om, før de vælger en abort. »Hvis man vælger en abort mod sit eget ønske alene for at redde et parforhold, vil jeg tro, at parforholdet ved den lejlighed får nogle sår, som det kan være rigtigt svært at reparere. Så ved at få en abort risikerer kvinden både at miste barnet og parforholdet. Det er ikke sikkert, at hun mister manden, men hun mister måske kærligheden og respekten for ham«, siger Elisabeth Møller Jensen.




























