En offensiv indsats skal gøre op med pamperi, korruption og uduelighed i de almene boligselskaber. Boligselskabernes Landsforening (BL) og Kommunernes Landsforening (KL), som skal føre tilsyn med de almene boligselskaber, sætter nu fuld kraft på en grundig undersøgelse af de almene boligselskabers administration. »Det er ikke, fordi vi mener, at der er en sump af råddenskab i de almene boligselskaber, men der dukker jo sager op«, siger direktør Gert Nielsen, BL. Bøder og domme Tidligere på året fik en ejendomsmester i en boligforening i Ballerup en betinget dom og en bøde på 10.000 kr. for at have afpresset boligforeningens håndværkere for 22.000 kr. med trusler om, at de ville miste arbejde. Og så sent som i marts er en forretningsfører på Fyn blevet bortvist fra Aarup Boligselskab, fordi han havde sat byggeri i gang, der ikke var penge til, så boligforeningen med 250 lejemål ikke kunne betale termin. Spørgeskemaer En undersøgelse lavet af analyseinstituttet Observa for brancheorganisationen Dansk Byggeri og Politiken viste i marts, at otte procent af 608 byggefirmaer inden for det seneste år var blevet mødt med krav om penge under bordet eller anden bestikkelse for at få opgaver i almene boligselskaber. Der bliver nu sendt 150 omfattende spørgeskemaer ud til kommunale tilsynsfolk, forretningsførere, formænd og bestyrelsesmedlemmer i almene boligselskaber. Nøglepersoner vil blive interviewet grundigt. Hele undersøgelsen skal være færdig inden sommer. »Nu vil vi danne os et overblik over, hvordan almene boligselskaber bliver administreret. Der er stor forskel på, om der for eksempel er regler for, hvilke frynsegoder medarbejderne må modtage, eller hvilke regler der er for bestilling af håndværkere«, siger Gert Nielsen. Flere ting skal undersøges Han forestiller sig, at undersøgelsen af ledelsesvanerne kan munde ud i, at selskabernes revisorer skal tjekke flere ting end i dag - for eksempel om ventelister bliver holdt eller håndværkerarbejde kommer i udbud. Den internationale organisation mod korruption, Transparency International, glæder sig over initiativet. »Vi skal til at interesse os mere for korruption og nepotisme i Danmark. Og selskaberne skal diskutere igennem, om de har en ordentlig politik på området. Bare fordi man er almennyttig og god, så har man ikke også per automatik et godt personale«, siger Ib Grønvaldt fra det danske sekretariat. Næsten en million lejere bor i Danmarks 550.000 almene boliger, som er fordelt på 8.000 boligforeninger. »I så stor en bevægelse vil der naturligvis altid forekomme sager, ligesom der gør i erhvervslivet og i kommunerne. Målet med den proces, som vi har sat i gang, er ikke at opnå ensartethed, men at sikre en moralsk og samfundsmæssig forsvarlig standard«, siger Gert Nielsen. Store kommunale forskelle KL erkender, at der også er stor forskel på, hvor grundige kommunerne er med deres tilsyn af de almene boligselskaber. Nøgleordet bør være åbenhed. For det kan godt være i orden, at en bestyrelse for en afdeling tager en tur i Tivoli på foreningens regning. »Men så skal det lægges åbent frem for medlemmerne. Det må ikke stå som 'diverse' i regnskabet«, siger kommunaldirektør Bjarne Petersen, Søllerød, der KL's mand på sagen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























