Bombemands søskende anholdt for lufthavnsterror

TERRORANGREB. Ambulancer ud for Domodedovo-lufthavnen efter selvmordsangrebet.
TERRORANGREB. Ambulancer ud for Domodedovo-lufthavnen efter selvmordsangrebet.
Lyt til artiklen

Russiske efterforskere mener at have fastslået identiteten på den mand, der 24. januar sprængte sig selv i luften midt i Moskvas store Domodedovo-lufthavn.

Ifølge russiske medier udpeges en 20-årig mand fra Kaukasus-republikken Ingusjetien som selvmordsbombemanden.

Hans mindre søskende - en 16-årig lillesøster og en 15-årig lillebror - er nu fængslet efter et grundlovsforhør i hovedstaden Magas.

Spor af sprængstof på anholdtes hænder

De sigtes for at være medvirkende til terrorangrebet, der kostede 36 ofre livet og sårede mindst 100. Samtidig er en ung mand fra selvmordsbombemandens hjemby, Ali-Yurt, anholdt for også at have deltaget i forberedelserne til angrebet.

Lufthavns-terrorister ville også slå til nytårsaften

Nyhedsbureauet Itar-Tass skriver, at efterforskerne har fundet spor efter samme slags sprængstoffer som selvmordsbombemandens på lillebroderens hænder. Også lillesøsteren har tilsyneladende haft sprængstof i hænderne, rapporterer de russiske medier.

En islamisk terrorleder Doku Umarov har i en video taget skylden for angrebet. Han kræver, at der indføres sharia-lov i Kaukasus. Sker det ikke, vil der følge flere terrorangreb, bedyrer han.

LÆS ARTIKEL

Islamist tager ansvar for Moskva-terror

Imidlertid er de russiske myndigheder skeptiske over for hans påstand: Den kan også være udløst af, at han vil vinde sympati blandt de islamistiske terrorister, der opererer i området, vurderer kilder ifølge nyhedsbureauet AP.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her