Normalt står de på hver sin side i en konflikt.
Men i hovedstaden går muslimer og jøder nu den anden vej.
I en ny kampagne mod racisme står Mosaisk Trossamfund og det ellers så omdiskuterede Muslimernes Fællesråd side om side.
Tidligere overrabbiner Bent Melchior mener, at kampagnen er vigtig for at vise, at grupperne respekterer hinanden.
»Folk har generelt det indtryk, at religionerne bekriger hinanden. Det indtryk vil vi gerne fjerne«, siger Bent Melchior, der sidder som repræsentant for det jødiske samfund i den gruppe under Københavns Kommune, som har fostret idéen. En bred kamp
Helt konkret består den fælles indsats af en plakatkampagne, der skal præge bybilledet i næste uge op til FN’s Internationale dag mod racisme 21. marts. De orange plakater har teksten ’Antisemitisme og islamofobi – ikke i vores by!’
Talsmand i Muslimernes Fællesråd Zubair Butt Hussain lægger vægt på at bekæmpe racisme bredt.
»Det er et vigtigt signal, at vi på tværs af religiøst tilhørsforhold og politisk ståsted siger stop til racisme«, siger han.
Melchior maner til ro
Opmærksomheden om forholdet mellem muslimer og jøder eksploderede i januar under konflikten i Gaza.




























