Når danske soldater i fremtiden skal jage Talebankrigere i den afghanske Helmandprovins, kan opgaven meget vel blive udført af specialstyrker som eksempelvis jægerkorpset. Det erfarer Politiken fra flere kilder, der tager del i forhandlingerne om Danmarks plan for Helmandindsatsen i 2011 og 2012. Planen ventes offentliggjort efter et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn i eftermiddag. Talebanjagt langt inde i fjendeland Begrundelsen for at sende jægerkorpset til Afghanistan er ifølge Politikens oplysninger, at flere af de opgaver, som de danske soldater løser i dag, faktisk er specialstyrkeopgaver.
Det gælder for eksempel, når soldaterne jager bagmændene bag de dødelige vejsidebomber. Jægersoldaterne ville kunne fokusere deres indsats på denne opgave og jage de virkelig tunge Talebanledere langt inde i fjendeland, lyder argumentet fra flere kilder.
Hvis jægerkorpset skal af sted, vil det dog kræve en selvstændig beslutning.
Plan bliver præsenteret i dag
Muligheden for at sende specialstyrker af sted ventes at komme på bordet, når den plan, der præsenteres i dag, skal konkretiseres.
Planen markerer et afgørende skift fra i dag, hvor kamptropper udgør hovedparten af indsatsen, til en langt mere tilbagetrukken rolle, hvor fokus i stedet vil være på træning af afghanske tropper. Planen vil beskrive, hvordan og efter hvilken tidsplan dette skift vil ske.
»Det vil være en exitstrategi fra kampindsatsen«, siger en kilde.
100 færre soldater inden udgangen af næste år
Danmark har for øjeblikket 750 soldater i Afghanistan. Det tal skal ned på 650 inden udgangen af 2012, og når fokus ændres fra kamp til støtte og træning, vil det betyde, at sammensætningen af styrken bliver anderledes.




























