Siden tirsdag morgen, hvor de hollandske aviser for første gang skrev om hendes T-shirt til fordel for Darfur, har den danske kunstner Nadia Plesner stort set ikke sovet.
»Jeg har fået en million mails, dels med bestillinger af T-shirten, dels fra folk, der bare er klar til kamp. Det er helt utroligt. Og der er hele tiden journalister, der ringer og vil tale med mig«, siger Nadia Plesner, der er bosiddende i Amsterdam, hvor hun læser på byens kunstakademi.




























