Politiken onsdag: Efter et årti med lutter fremgang ser den økologiske bølge nu ud til at have toppet. Danskerne køber i dag færre kartofler, gulerødder og svinekoteletter med det røde Ø-mærke, end de gjorde for to år siden. En ny undersøgelse fra Institut for Konjuktur-Analyse viser, at andelen af danskere, der inden for en uge købte en eller anden form for økologiske fødevarer er faldet med ti procent, fra to tredjedele af de danske husstande i 1999 til 56 procent i marts i år. Udviklingen bekræftes af Danmarks største dagligvarekoncern, FDB, hvor miljøchef Mogens Werge betegner udviklingen som bekymrende. »Salget er i de seneste år stagneret og faldet med nogle få point, og den udvikling er fortsat i år. Vi var vant til op gennem 90erne at se vækstrater på 20-30 procent, men det bremsede meget brat, og vi vil nu arbejde på at vende den negative udvikling«, siger Mogens Werge. Ritt ikke tilfreds Dansk Supermarked bekræfter den stagnerende tendens, og fødevareminister Ritt Bjerregaard (S) er heller ikke tilfreds med udviklingen. Hun er de næste to dage vært for en stor international konference om økologi, som ministeren håber vil være det første skridt mod en egentlig europæisk aktionsplan for økologi. »Der er lidt forskellige grunde til, at salget herhjemme er svagt faldende, og det bliver interessant at følge udviklingen hen over sommeren. I første omgang tror jeg bare, at man skal øge mulighederne for at afsætte de økologiske produkter på eksportmarkederne, blive ved med at argumentere for fordelene og så håbe på, at en begivenhed som konferencen vil øge bevågenheden herhjemme«, siger Ritt Bjerregaard. Tre grunde Hun peger på tre årsager til, at salget er faldende. Den højere pris for de økologiske varer, at der er rejst tvivl om øko-mærket på grund af en række svindelsager og endelig, at en nylig redegørelse ikke kunne konkludere, at det er sundere at spise økologisk. Udviklingen bekymrer også direktør i Økologiens Hus, Paul Holmbeck. Derfor er de økologiske producenter i gang med sammen med blandt andre detailhandlen, mejerier, slagterier og Forbrugerrådet at planlægge kampagner, der igen skal sætte skub i øko-salget. »Der er behov for at sætte større fokus på økologien, og alle analyser viser, at der stadig er et massivt potentiale«, siger han. Tilliden mangler Direktør Michael Bisgaard-Bohr fra selskabet NCR Danmark arbejder med at rådgive detailhandelen i hele Europa om blandt andet økologi. Han mener, at tilbagegangen skyldes manglende tillid til økologien, og at varerne ofte ikke har den kvalitet, som forbrugerne forventer. »Jeg tror ikke, at det står forbrugerne klart, hvad økologiske fødevarer egentlig er, og de, der har prøvet dem, synes ikke, at de er entydigt bedre. Samtidig blev mærket markedsført hårdt i starten, men det er ikke blevet holdt ved lige«, siger Michael Bisgaard-Bohr.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























