Trillebøre, byggeaffald og møbler er blandt de rekvisitter, der ofte tabes ud af trailere på motorvejene rundt omkring i landet. Men i Vejle var det en hel firehjulstrækker, der til morgen røg ud af en trailer og ned på kørebanen, fortæller politiet i Vejle. Episoden fik de øvrige trafikanter til at spærre øjnene op. Så meget, at der blev kø i begge retninger. Både der, hvor folk skulle forbi - og der, hvor folk skulle køre langsomt for at kigge. Ingen kommet til skade Ifølge vagthavende blev bilen tabt kl. ca. 08.40 ca. 100 meter nord for Vejle Syd tilkørslen i nordgående retning lige før Vejlefjordbroen. Det var muligt at passere bilen ganske forsigtigt i det ene spor. Ved 9-tiden var Falck på vej for at få fjernet det uønskede element fra motorvejen.
Ingen var på det tidspunkt kommet til skade på grund af den tabte firehjulstrækker.




























