Marco Kristiansen, 43 år. Dansker.
Fundet skyldig i at have ydet en betydelig og omfattende bistand i forberedelsen af røveriet og i efterfølgende at have bistået gerningsmændene i væsentlig grad.
Han var i tæt kontakt til bandens leder i forbindelse med nogle af de forberedelser, røverbanden foretog, såsom i smug at videofilme ned gennem et loftsvindue til pengecentralen og at bryde ind hos pengecentralens nabo for at gøre det muligt at foretage indbruddet gennem den mur, der delte de to virksomheder.
Marco Kristiansen sørgede for, at banden havde et tilholdssted i Sengeløse, som blandt andet blev benyttet til at ødelægge bevismateriale - blandt andet telefoner - efter kuppet. Han skaffede også banden adgang til en lejlighed i Ragnhildgade, hvor det kunne planlægges i detaljer.




























