Dansk Røde Kors' Asylafdeling vil undersøge forekomsten af apatiske flygtningebørn på organisationens asylcentre. Det oplyser cheflæge i asylafdelingen Ebbe Munk-Andersen til Ritzau. Undersøgelsen vil finde sted i løbet af sommeren og kommer i kølvandet på offentliggørelsen af en svensk rapport, der afslørede, at der på de svenske asylcentre findes 410 tilfælde af såkaldt apatiske flygtningebørn. Børn fra Jugoslavien Rapporten viser, at disse børn findes over hele landet, men at flertallet befinder sig omkring Stockholm. 87,5 procent af børnene kommer fra det tidligere Sovjetunionen eller det tidligere Jugoslavien. Ifølge cheflæge Ebbe Munk-Andersen har udsendte fra Dansk Røde Kors på et besøg i Norge iagttaget omkring otte asylbørn blive sondemadet på et modtagecenter i Oslo, og dette fænomen betegner Ebbe Munk-Andersen som ekstremt alvorligt. Han oplyser videre, at så grelt står det ikke til i Danmark. Herhjemme kendes ingen eksempler på sondemadning af asylbørn Holder op med at spise og tale Stud. med. Liv Lyngå Folsach, der har lavet opgave om de apatiske asylbørn, oplyser, at den lægelige litteratur viser, at børn med alvorlige traumer kan blive apatiske. Børnene kendes ved, at de trækker sig ind i sig selv. De holder op med at spise, tale og bevæge sig, og til sidst ligger de bare i en seng. Kongelig indblanden Fremkomsten af rapporten i Sverige medførte, at selveste den svenske konge blandede sig i debatten. »Det er forfærdeligt hvad der sker med de her stakkels børn. De får jo endnu en traumatisk oplevelse«, sagde kong Carl Gustaf ifølge Ritzau.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























