De drikker for meget. Det påvirker deres skole. Og de ved det godt selv, skoleeleverne. Næsten hver fjerde dreng mellem 15 og 16 år, og næsten hver tredje pige, der drikker mere end fem genstande på en aften, mener, at det har påvirket deres skolearbejde på en dårlig måde.
Det viser en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen. Kræver energi at komme sig efter forgiftning Her anbefaler man, at unge ikke drikker mere end fem genstande på en aften, og statistikken taler sit tydelige sprog, mener Kit Broholm, specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen: »Det viser, at vi ikke hjælper vores børn og unge ved at lade dem drikke så meget. Kroppen bruger energi på at komme sig efter den forgiftning, den har været udsat for. Derfor er de mindre indlæringsparate«. Tidligere har Politiken beskrevet, hvordan gymnasieelever helt ned til 15 år uden problemer kan købe øl og spiritus til gymnasiefester, selv om de på barer ikke kan købe noget, før de er fyldt 18 år.





























