Egentlig havde Joy Maria Frederiksen allerede skrinlagt de sidste rester af håb. I godt et år har hun været det ufrivillige midtpunkt i en kontroversiel sag om socialt bedrageri, hvor Høje-Taastrup Kommune og siden Det Sociale Nævn under statsforvaltningen indtil nu har fastslået, at den enlige mor skal tilbagebetale mere end 100.000 kroner i uberettiget boligsikring, børnebidrag og institutionsfriplads – fordi Joy Maria Frederiksen ifølge myndighederne har haft et »ægteskabslignende« forhold til sin eksmand, som hun har to børn sammen med.
Men højst usædvanligt har Det Sociale Nævn – efter rådgivning fra Kammeradvokaten – nu valgt at trække alle anklager tilbage. Politiken skrev første gang om Joy-sagen tilbage i oktober sidste år.






























