Smykketyve lod sig tidligt i morges ikke mærke med, at Strøget er en gågade.
I en tyvstjålet cremehvid Mercedes kørte gerningsmændene midt ud på Strøget og frontalt ind i glasdørene ved Illums indgangsparti, indtil glasset splintredes i tusind stykker.
Herefter kunne den ene gerningsmand gå direkte ind i stormagasinets smykkeafdeling, hvor han stjal smykker fra Pandora for et ukendt beløb.
LÆS OGSÅ Rambuktyveri midt på Strøget i morgentimerne
Hele spektaklet er fanget af Illums videoovervågning, og nu offentliggør politiet en bid af overvågningsvideoen i håb om, at vidner kan hjælpe med at identificere gerningsmændene:
SE VIDEOEN HER:
Politiet har været i kontakt med flere øjenvidner, men er stadig langt fra at vide, hvem gerningsmændene er. Det eneste, politiet har at gå efter, er, at den ene er en mand, der var iført hvid hættetrøje med guldtryk.
»Vidner har set to biler køre fra stedet i høj fart – henholdsvis en sort bil, der undkørte mod Højbro Plads, samt en hvid Sedan (Mercedes, red.), der også er kørt fra stedet i høj fart«, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ Rambuk-bil undersøges for spor
Den hvide Mercedes blev fundet nær gerningsstedet i formiddag, uaflåst og med skader på bagenden.
Bilen bliver nu undersøgt for spor, inden den kan returneres til dens retmæssige ejer, der fik frarøvet sin bil i Lyngby i sidste uge.
Også overvågningsvideoen bliver nærmere undersøgt.
»Videoovervågningen kræver en del redigering, før der kan tages stilling til, om den vil give efterforskningen yderlige spor at gå efter«, skriver Københavns Politi i pressemeddelselsen.
Vidner, der har set den sorte bil eller andet mistænkeligt, kan kontakte politiet på 114.
fortsæt med at læse



























