Fire mænd efterlyst efter røveri med økse, pistol og peberspray

Overvågningskamera. Politiet beder befolkningen om hjælp til at identificere fire gerningsmænd efter røveri mod guldsmed på Nørrebrogade.
Overvågningskamera. Politiet beder befolkningen om hjælp til at identificere fire gerningsmænd efter røveri mod guldsmed på Nørrebrogade.
Lyt til artiklen

Politiet efterlyser fire mænd, der i går omkring middag røvede guldsmeden Dubai Jewelry på Nørrebrogade i København.

De fire gerningsmænd truede sig til ti kilo guldsmykker med en pistol, en økse og en peberspray. Overvågningskameraet i butikken har dog filmet hele røveriet, og politiet beder nu befolkningen om hjælp til at identificere de fire mænd.

Røverne er lette at genkende, da de ikke bar masker.

Efter røveriet flygtede mændene i en sort Mercedes Stationcar med nummerpladen VP 26 523, som de havde parkeret i Vedbækgade ud mod Nørrebroparken. Gerningsmændene kørte ad Vedbækgade ad Stefansgade, og lod derefter bilen stå i Husumgade på Nørrebro ud for nummer 46.

LÆS ARTIKEL Økserøvere truer sig til guldsmykker

Derefter ved politiet ikke, hvor de blev af.

Senere i går fandt politiet den økse, som røverne havde brugt.

Flere smykkerøverier

I sidste uge blev varehuset Illum i København ligeledes udsat for et smykkerøveri, hvor gerningsmanden kørte en stjålet Mercedes fra Strøget direkte ind i Illums butiskrude. Herefter havde den ene mand fri adgang til hylderne i vinduet, som han tømte for smykker af mærket Pandora.

Og de to røverier er ikke de eneste. For godt to måneder siden blev en anden butik på Strøget udsat for rambuktyveri, hvor tyvene slap afsted med smykker for en halv million kroner.

Marie Sæhl

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her