Når udlændinge kommer til København for at bosætte sig, skal de fra august mødes af en dansk vært, der kan fortælle om leverpostej, sankthansbål og skole-hjem-samtaler.
Københavns Kommune starter efter sommerferien et værtsprojekt, der skal hjælpe udlændinge med at falde til i Danmark. Op til 150 københavnere skal tage lige så mange nyankomne under vingerne og hjælpe med praktiske ting, svare på spørgsmål og hjælpe med de danske gloser.




























