Privathospitalerne har siden 2002 fået flere hundrede millioner kroner for meget fra de offentlige kasser.
Nu skal der skrues ned for de gyldne haner, siger de konservatives formand, vicestatsminister Lene Espersen, der vil sænke privathospitalernes betaling for behandlinger med 25 procent. »Danmark skal have et stærkt offentligt sundhedsvæsen, og derfor er det nødvendigt, at vi bruger pengene på en smartere måde, end vi gør i dag. Lavere betaling til privathospitalerne vil give os mere sundhed for pengene, og så kan vi få opereret flere patienter. Samtidig kan vi få bremset den uheldige udvikling, at nøglemedarbejdere forlader det offentlige sundhedssystem, fordi de kan tjene langt mere i det private«, siger Lene Espersen. Prisen er mellem 10 og 20 procenter for høj Dermed træder den konservative partileder ind i den store ideologiske kamp mellem den offentlige og private sektor, der i de senere år er blevet intensiveret på sundhedsområdet. Siden VK-regeringen kom til i 2001, har den arbejdet systematisk på at forbedre den private sektors vilkår. Det er dels sket ved at give alle patienter ret til privat behandling på det offentliges regning, når ventetiden i det offentlige blev for lang.



























