Løbehjul er farlige for små børn

Ahmed på 11 er faldet og har slået sig en enkelt gang, men synes ikke, at løbehjul er specielt farlige. - Foto: Peter Hove Olesen
Ahmed på 11 er faldet og har slået sig en enkelt gang, men synes ikke, at løbehjul er specielt farlige. - Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

De små løbehjul, der er den seneste dille inden for rullende legeredskaber, er farlige for mindre børn. De burde slet ikke sælges til børn under otte år. Det mener lægerne i UlykkesAnalyseGruppen på Odense Universitetshospital. Over 100 løbehjulsskader Selv om rulleskøjter stadig tegner sig for langt de fleste af ulykkerne med rullende legeredskaber, er løbehjulsulykker på vej op. Tallene fra 2001 er endnu ikke gjort op, men gruppen forventer, at antallet af børn, som sidste år kom på skadestuen i Odense efter en ulykke med løbehjul, vil havne på 100-120. Firdobling Det er en firedobling i forhold til antallet i år 2000. Odense regnes for at være repræsentativt for befolkningen i hele Danmark, og det betyder, at antallet af løbehjulsulykker i hele landet sidste år lå på mellem 2.000 og 2.400. »En tredjedel af disse ulykker er sket for børn under otte år. Vores anbefaling er, at børn under den alder slet ikke kører på løbehjul. De kører simpelt hen for usikkert«, siger overlæge Jens Lauritsen, UlykkesAnalyseGruppen. »Under alle omstændigheder bør børn, som kører på løbehjul, som minimum have håndledsbeskyttere på«. Amerikansk forbillede Med anbefalingen om at holde de mindre børn væk fra løbehjulene, lægger lægerne i Odense sig op ad deres kolleger i USA. Her har lægernes anbefaling medført, at løbehjul slet ikke markedsføres til børn under otte år. Bedre udstyr til skatere Den seneste årsrapport fra UlykkesAnalyseGruppen med tal for 2000 er netop udkommet, og den viser, at over 300 personer det år kom på skadestuen i Odense efter uheld med rulleskøjter, skateboard og løbehjul. Rulleskøjterne tegner sig for de 250, men antallet af den type ulykker er faldet kraftigt fra 1997, hvor det toppede med flere end 400. Faldet tilskrives blandt andet, at sikkerhedsudstyr er blevet mere almindeligt blandt rulleskøjtere, men også, at skøjternes popularitet måske er dalet. »Det kan også godt være, at løbehjulene er en dille, der ikke længere er på sit højeste. Det kan vi ikke se, fordi vi endnu ikke har tal fra i år«, siger Jens Lauritsen. »Men jeg kan sige så meget, at problemet ikke er væk«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her