For anden gang ligger Casper på operationsbordet på 4. etage på Rigshospitalet.
Sidste gang, han lå på briksen, var i juli 2007, godt halvandet år tidligere, da han fik indopereret en pumpe, der skulle hjælpe hans eget hjerte med at transportere blodet rundt kroppen. En operation, som reddede Caspers liv.
Nu skal han have et rigtigt hjerte, samtidig med at han skal have fjernet pumpen. Omsider er der dukket et hjerte op, der matcher Caspers blodtype, vægt og højde perfekt.
Et hjerte der passer
Endelig er det blevet Caspers tur. Samtidig er der en anden person, der er blevet erklæret hjernedød, og en familie, der midt i sorgen alligevel har haft overskud til at tage stilling til, om lægerne måtte bruge de organer, de kunne.
Operationen er kompliceret. Det er med stor ydmyghed, at kirurg Kåre Sander og de 10 andre læger og sygeplejersker går i gang.
Da Caspers brystkasse er blevet åbnet, begynder lægerne at klippe og brænde i vævet omkring Caspers syge hjerte, så de kan løsne det. Processen er langsommelig og kræver stor tålmodighed.
Bagefter klipper de pumpen fri og forbinder Casper med en maskine, der overtager hjertets og lungernes funktion, så de kan løsne resten af hjertet og fjerne pumpen helt. Til sidst sætter de donorhjertet ind i det hulrum, Casper har i brystkassen, og syer de store kar, der er nede i brystkassen, sammen med donorhjertets kar.
Samtidig giver de Casper medicin, så hans krop ikke vil forsøge at afstøde det nye organ. Efter cirka syv timer er det nye hjerte på plads. Det banker. Men det er ikke ovre endnu. Har svært ved at stoppe blødning
Ude i et venteværelse sidder Caspers familie og hans forlovede, Josephine, og venter. Josephine tegner for at slå tiden ihjel, og Caspers mor sidder og skærer æble i både og bananer i skiver til dem, der kan klemme noget ned, mens MTV kører i fjernsynet, uden at nogen hører efter. Så dukker der en læge op. Det er Kåre Sander.
»Operationen er lykkedes. Det værste er overstået, men vi har problemer med at standse de blødninger, der er opstået«, siger han, mens Josephine både mærker en lettelse og en knude i maven.
Syv og en halv time senere - om eftermiddagen - bliver Casper kørt ind på en opvågningsstue. 14,5 timers ventetid er slut. LÆS OGSÅKommuner forsømmer jagt på organdonorer
Caspers familie og Josephine lov til at se ham, mens han stadig sover – med blå mærker på armene, plaster på hele brystet og i respirator.
»Hej, min skat«, siger Josephine stille, mens hun aer Casper over håret og føler sig helt rundt på gulvet.
Det var næsten ikke til at forstå. To år med sygdom, et besværligt liv med et mekanisk hjerte og uendelig lang ventetid var ovre. Hjertetransplantationen var gået godt, Casper var i live, og nu kunne de omsider fortsætte den tilværelse, som de knap to år tidligere var blevet tvunget til at slippe. Casper har fået et stærkt hjerte
Nogle timer efter, om aftenen, kører Caspers far hjem til sit hus i Helsinge med en indre taknemmelighed over, at det lykkedes. Og med en taknemmelighed over, at der findes mennesker, som vil give deres egne organer - eller et familiemedlems organer - til folk, de ikke kender.
Hans søn havde pludselig fået et nyt liv. Han havde fået en ny chance og samtidig været så heldig at få et ungt, stærkt hjerte. Dagen efter er familien igen samlet på Rigshospitalet. Casper er vågnet, men ligger stadig i respirator med et rør i halsen, der gør, at han ikke kan sige noget. Det første, han ser, da han åbner øjnene og kommer til sig selv, er Josephine og sin far, der sidder og kigger på ham. Casper har det forfærdeligt. Han har kvalme på grund af al den medicin, han får - medicin, der skal svække hans immunforsvar og sørge for, at hans krop ikke frastøder det nye organ. Og han er øm i brystkassen og i det 25 centimeter lange sår, der gemmer sig bag det store plaster. Alligevel får han vippet med sine lyse øjenbryn for at vise, at han er nogenlunde frisk og ikke har mistet sin humor. LÆS OGSÅPatienter dør mens de venter på organer Kort tid efter at Casper er kommet til bevidsthed, træder overlæge og kardiolog Finn Gustafsson ind på stuen i sin hvide kittel og med et stetoskop, der stikker op af lommen. »Det er rigtig godt at se, du er vågen. Det er et rigtig godt hjerte, du har fået, som passer meget fint til dig«, smiler lægen, mens han ser venligt på Casper bag sine briller og fortæller ham, at de gerne vil have ham op at stå samme dag for at se, om han har kræfterne til det. Sammen med to sygeplejersker kæmper Casper alt, hvad han kan, men det bliver ikke til mere end at sidde lidt op i sengen, før Casper må give op og lægge sig ned igen med en kold klud på panden. Så frisk er han trods alt ikke endnu. Immunforsvaret kæmper imod Herfra går det imidlertid hurtigt fremad. Allerede efter 12 dage får Casper lov til at tage hjem på weekend og holde påske i lejligheden i Lyngby. Alt tegner lyst. Men efter weekenden opstår der problemer. Da Casper kommer tilbage til Rigshospitalet for at blive kontrolleret for, om der er en afstødning af hjertet i gang, kan lægerne se, at Caspers immunforsvar er stærkt nok til at kæmpe imod i så høj en grad, at det kan være livsfarligt. Casper bliver igen indlagt og får en medicinkur. I tre dage ligger han på hjertetransplantationsafdelingen med et drop i armen, mens den flydende medicin strømmer ind i ham. Hver dag får han 1.000 milligram Prednisolon for at slå immunforsvaret ned - mod de 7,5 milligram, han ellers har fået dagligt siden transplantationen. LÆS OGSÅToppolitikers organdonation kan føre til lovændring Medicinen giver hovedpine, smerter i benene og så stor uro i kroppen, at Casper vandrer rundt på gangen om natten. Han græder uden helt at vide hvorfor og kan ikke styre sine tanker og følelser. Tilstanden bliver ved en uge, før Casper endelig får ro. Omsider kan han begynde at lægge nye planer for sin og Josephines fremtid. Hjertet fungerer, som det skal.
