Selv om prins Christian officielt har første skoledag i dag, så har han allerede tyvstartet en lille smule.
»Jeg var der i går«, lød det fra prinsen, der sammen med sine forældre, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, klokken 9.15 spadserede ud gennem porten i familiens palæ på Amalienborg.
Prins Christian har selv været med til at pakke penalhus og papir ned i den marineblå skoletaske. Og han nikkede ja til, at han er spændt på at skulle starte i skole.
Til gengæld ville han ikke fortælle de fremmødte pressefolk, hvad der lå i hans madkasse.
»Det er en hemmelighed«, lød svaret.
Første kongelige i folkeskole
Prins Christian starter i 0. klasse på Tranegårdsskolen i Gentofte. Og dermed bliver prinsen den første kongelige, der skal gå i offentlig folkeskole.
Og det valg er meget bevidst, forklarede kronprins Frederik:
»Vi har valgt den skole, fordi der er en god sammensætning i området, på grund af trivslen blandt børnene og på grund af pædagogikken«.
Lidt anderledes skolegang
Dermed vil prins Christian også få en »lidt anderledes« skolegang, end kronprinsen selv fik fra 1974 til 1981 på privatskolen Krebs' Skole, vurderede kronprinsen.
Og det bliver »mest mor«, der kommer til at køre den femårige prins i skole, hvis prins Christian selv har noget at skulle have sagt, lod den femårige prins forstå.
Prins Chrstian og hans søster prinsesse Isabella har begge gået i kommunale børnehaver, og »indtil videre er det gået meget godt« med at give sønnen en barndom, der minder om den, som andre danske børn får, mente kronprins Frederik.
Udenlandsk presse var klar
Selv om fotoseancen ved Amalienborg blot varede nogle få minutter, var det rigeligt til at tiltrække også udenlandske journalister.
Journalister og fotograter fra både norske, svenske, tyske og hollandske medier ønskede alle at få et glimt af prins Christian med skoletaske.
»Tyskerne elsker det danske kongehus. Dronning Margrethe er en renskuret repræsentant for monarkiet. Hun er kreativ og har formået at holde sig fri af skandaler. Og kronprinsparret - og ikke mindst kronprinsse Mary - har star-quality«, fortæller journalist Marc-Christoph Wagner fra den tyske tv-kanal ARD og fortsætter:
»Hvor mange kongelige kender man, der går i offentlig skole? Det er netop det, der gør dagens begivenhed interessant - og det, at kronprinsparret har truffet så bevidst et valg i forhold til børnenes skolegang«, forklarer han.
Med fotomuligheden på Amalienborg, har ønsket fra kongehuset samtidig været, at prinsens første skoledag må forløbe uden indblanding fra pressefolk omkring Tranegårdsskolen.




























