Politiken onsdag: Plastic som emballage, plastic i biler, plastic i mobiltelefoner, plastic i legetøj (blandt andet Legoklodser), plastic i blodposer, plastic i havemøbler, plastic i rørledninger. Der er efterhånden plastic alle vegne, og forbruget af plastic stiger fortsat med voldsom kraft verden over. Hver europæer bruger nu 83,9 kilogram plastic hvert år. På blot fem år er forbruget steget med 15 kilogram per indbygger. Den voldsomme vækst i brugen af plastic fremgår af en publikation udgivet af den europæiske plastindustri APME i forbindelse med en større konference afviklet i Bruxelles for nylig. Hovedtemaet for konferencen var 'bæredygtig udvikling', fordi branchen har erkendt, at den får mere ud af at være konstruktiv end blot at stritte imod de miljøkrav, der kommer fra enkeltlande og EU. »Bæredygtig udvikling er et meget stort emne for os«, siger generalsekretær Nancy Russotto fra APME. I løbet af de seneste ti år har væksten i forbruget af plast været markant større, end den generelle økonomiske vækst i Europa. I samme periode er der kommet mere gang i genanvendelsen af plastic, men den kan kun lige akkurat holde trit med væksten i affaldsmængderne. En del plastflasker bliver samlet ind, vasket og fyldt op igen med sodavand. En del plastemballage bliver samlet ind og smeltet om til nye råvarer, men det batter kun lidt. Et EU-mål om, at 15 procent af plastemballagen skal genanvendes i år 2001, er nået af de færreste medlemslande. Danmark hører til gruppen af syndere. »De fleste lande har stadig problemer«, konstaterer områdeansvarlig Otto Linher fra EUs generaldirektorat for miljø. Han bebuder et snarligt udspil fra EU-kommissionen. Kun lidt over ti procent af den udtjente plastic bliver oparbejdet til ny plast, og lidt over 20 procent af plastaffaldet bliver omdannet til ny energi i forbrændingsanlæg. Her får Danmark til gengæld et plus. Her i landet bliver langt det meste af plasten - sammen med andet affald - forbrændt til el og varme, men det generelle billede i Europa er, at enorme mængder affald ender ude på lossepladserne. Plasticbiler For at bremse den trafik har EU vedtaget at øge genanvendelsen af plastic i biler. For en ny bil udgør plastic nu 15-20 procent af vægten. På vej gennem EU-systemet er også et direktiv om genbrug af materialer i elektrisk og elektronisk udstyr: Computere, tv, køleskabe, komfurer og så videre. Også i den slags apparater fejrer plasten triumfer. »De overordnede mål for genanvendelse af elektrisk og elektronisk udstyr kan ikke nås uden en betydelig genanvendelse af plastic«, siger Otte Linher. Den samlede plastindustri, der fødes af olie og lever tæt sammen med den kemiske industri, beskæftiger alene i Vesteuropa 1,1 millioner mennesker. Omkring fire procent af verdens forbrug af olie går til produktion af de forskellige typer plastic med lange komplicerede navne skjult bag forkortelser som PE, PP, PVC, PS og PET. Alle de mest anvendte typer er i vækst - også den kontroversielle PVC, hvis indhold af klor er under mistanke for at skabe dioxiner ved forbrænding. Miljøgrupper og affaldsforbrændingsanlæg er også stærkt kritiske over for PVC, fordi forbrænding af PVC skaber nye store bjerge af restprodukter. APME forsøger at isolere diskussionen til Danmark. Nancy Russotto siger, at restprodukterne er et særligt dansk problem på grund af valg af forbrændingsteknologi. »Rent sludder«, siger civilingeniør Jacob Hartmann fra Greenpeace.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























