Betjent og ejendomschef undersøges for højreekstremisme

Lyt til artiklen

To steder i landet undersøger myndighederne medarbejdere, fordi deres navn står nævnt i en rapport om et højreestremistiske netværk.

Rapporten blev udgivet i sidste uge af den venstreorienterede researchgruppe Redox, som har kortlagt et højreekstremistisk netværk kaldet ORG.

LÆS OGSÅ Researchgruppe driver klapjagt i Danmarks højreradikale underskov

Det kaster nu undersøgelser af sig hos politiet i Midt- og Vestjylland samt Lejre Kommune på Midtsjælland.

Politiet undersøger betjent
Hos Midt- og Vestjyllandspoliti foretager ledelsen en »intern undersøgelse« af en betjent, som nævnes ved navn i Redox-rapporten.

Undersøgelsen skal afklare, om politimanden behandler alle personer lige uanset etnisk herkomst samt religiøs og politisk overbevisning, forklarer politiinspektør Ole Henriksen.

»Vi skal have en snak med ham om den her sag. Det er af hensyn til ham selv og politiet som organisation«, siger han.

LÆS MERE

Journalist, soldat og chef i kommune blandt medlemmer

Politiinspektør Ole Henriksen oplyser, at politiet har været opmærksom på forhold omkring betjenten forud for rapporten fra Redox.

Han ønsker ikke at gå i detaljer, men siger, at politiet betragter det som fortid.

I rapporten fra Redox fremgår det, at politibetjenten tidligere er blevet taget med doping og har omdelt fremmedfjendsk materiale på sin tidligere arbejdsplads Københavns Politi.

Kommune undersøger chef
I Lejre Kommune på Sjælland har rapporten foranlediget kommunen til at undersøge en centerchef for en række kommunale ejendomme, fortæller borgmester Mette Touborg (SF) til Dagbladet Roskilde.

»Det her skal undersøges, men vi skal ikke drage forhastede konklusioner«, siger borgmesteren og fortsætter:

»Der er foreningsfrihed og ytringsfrihed i Danmark, og det går jeg også ind for. Som politiker er jeg dog helt uforstående over for alle de ting, ORG står for, og dem tager jeg afstand fra. Men det er stadig helt nye oplysninger, og der er tale om en lovlig organisation«.

Beredskabsstyrelsen blåstempler medarbejder

Rapporten fra Redox nævner også, at et medlem af ORG arbejder for Beredskabsstyrelsen i Midtjylland.

Her bekræfter stabschef Lars Michael Mortensen, at den pågældende person er ansat i stilling som korpsmester af reserven, hvilket han betegner som »et niveau langt nede i organisationen«.

LÆS OGSÅ Rapport om højrefløjen ligner klassisk journalistik - med én stor mangel

Stabschefen understreger, at han tager kraftig afstand fra diskrimination, og at de nuværende oplysninger ikke giver anledning til en intern undersøgelse.

»Det er ikke ulovligt at være medlem af politisk forening, og der er ikke noget i de nuværende oplyninger, som giver anledning til en intern undersøgelse. Det er klart, at kommer der nye oplysninger frem i sagen, tager vi det op igen«, siger han.

Jakob Hvide Beim

Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her