Unges sundhed skal beskyttes

Unges sundhed skal beskyttes bedre. Politikere vil diskutere aldersgrænser for køb af alkohol og cigaretter. - Foto: Finn Frandsen
Unges sundhed skal beskyttes bedre. Politikere vil diskutere aldersgrænser for køb af alkohol og cigaretter. - Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Nul cigaretter i kiosken til de helt unge. Og aldersgrænsen op for salg af spiritus. Det er forslag, som nu luftes af både politikere og sundhedseksperter i bekymring over, at finanslovsforliget vil sænke afgifterne - og dermed priserne - på både cigaretter og spiritus. Alle retter kikkerten mod især de yngste som den gruppe, hvis forbrug vil blive mest påvirket af lavere priser. Aldersgrænser en mulighed Dansk Folkepartis sundhedspolitiske ordfører, Birthe Skaarup, der også er formand for Folketingets Sundhedsudvalg, har tidligere været modstandet af aldersgrænser for salg til unge. »Men måske skal vi også lave nogle regler for salg af cigaretter til de unge - ligesom vi har en 15-års grænse for salg af alkohol. Og måske skal vi også tage den grænse op. I andre lande har de en højere aldersgrænse for salg af alkohol«, siger Birthe Skaarup. Også Socialdemokraternes sundhedspolitiske ordfører, Sophie Hæstorp Andersen, er parat til at diskutere aldersgrænser for salg af cigaretter. »Afgiftsnedsættelserne er et meget forkert signal at sende - ikke mindst til de unge. Vi har tidligere i gruppen snakket om en aldersgrænse på 16 år for salg af tobak, og det er da en mulighed, vi nu vil overveje«, siger Sophie Hæstorp Andersen. Bedre kontrol af aldersgrænse på 15 år Hun mener derimod ikke, at aldersgrænsen for salg af alkohol til børn under 15 år skal hæves. »Den grænse ligger, hvor den skal. Men vi må bakke bedre op om, at den også bliver overholdt«, siger hun. Venstres sundhedspolitiske ordfører, Jørgen Winther, der normalt er kendt for at støtte høje punktafgifter på alkohol og cigaretter, ønsker ikke at kommentere forliget. Men de konservatives ordfører, Else Theil Sørensen, er villig til at overveje aldersgrænser. »Normalt er jeg imod forbud. De unges forbrug er først og fremmest forældrenes ansvar. Men det kan da godt være, at afgiftsnedsættelserne kan give anledning til at overveje aldersgrænser«, siger hun. Anbefaler differentiering I en endnu ikke offentliggjort rapport om det offentliges indsats på alkoholområdet anbefaler en arbejdsgruppe nedsat af Sundhedsministeriet og Amtsrådsforeningen, at aldersgrænsen for salg af alkohol differentieres, så det bliver forbudt at sælge spiritus til unge under 18 år. Det har indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afvist med den begrundelse, at han først vil have 15-års grænsen til at fungere. Kampagne på vej Specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen på alkoholområdet, Kit Broholm, oplyser, at der er en kampagne på vej for at få detailhandelen til at tage den eksisterende aldersgrænse alvorligt. »Men hvis man vil beskytte særligt de unge mod følgerne af lavere priser, der nu kommer på spiritus, kunne jeg da godt forestille mig, at man lavede et forbud mod salg til unge under 18 år«, siger Kit Broholm. »Vores undersøgelser viser, at de unge har et stort forbrug af stærk spiritus, når de går i byen«. Den grænse er der tilsyneladende også stemning for i befolkningen. Sundhedsstyrelsen har målt holdningen i en undersøgelse både blandt forældre til unge og i befolkningen som sådan, og begge steder er der flertal for en 18-års grænse for salg af stærk spiritus, oplyser Kit Broholm. Kræftorganisation tilhænger af aldersgrænse Overlæge i Kræftens Bekæmpelse, Inge Haunstrup Clemmensen, taler for den samme aldersgrænse for salg af tobak. »Vi ved, at især unge menneskers rygevaner påvirkes af priserne. Når prisen sættes ned, må man følge op med et forbud mod salg af tobak til unge under 18 år. Allerede nu går 75 procent af danskerne ind for sådan et forbud, viser en undersøgelse, vi foretog i 2000«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her