Sundhedsstyrelsen planlægger en ny, stor indsats mod kønssygdommen klamydia, der er langt den mest udbredte af de seksuelt overførte sygdomme, som overvåges af Statens Serum Institut. Indberetningerne om påviste tilfælde af sygdommen er steget kraftigt de seneste år og nåede i 2004 op over de 20.000. »Men det skønnes, at den sande forekomst måske snarere ligger på 50.000 tilfælde herhjemme«, siger chefen for Sundhedsstyrelsens Center for Forebyggelse, overlæge Else Smith. Klamydia kan ubehandlet medføre både underlivsinfektioner, sterilitet og risiko for graviditet uden for livmoderen, men sygdommen er lumsk, fordi over halvdelen af de smittede ikke oplever symptomer. Sundhedsstyrelsens indsats er endnu er på planlægningsstadiet, men den kommer blandt andet til at bestå af en kampagne rettet direkte mod de unge mellem 18 og 25 år, der er den aldersgruppe, hvor langt de fleste tilfælde konstateres. Der bliver også tale om at inddrage de praktiserende læger for at forbedre deres rådgivning i forbindelse med, at patienterne får stillet diagnosen. Find smittekilden »I den forbindelse vil vi understrege betydningen af kontaktopsporing. Der er ikke herhjemme noget krav om, at man skal oplyse om sine seksualpartnere, når man får konstateret en seksuelt overført sygdom. Men det indgår i god faglig praksis hos lægerne at opfordre patienterne til at finde ud af, hvordan de er blevet smittet, og om de selv eventuelt kan have smittet andre«, siger Else Smith. Det er i de senere år blevet nemmere at stille diagnosen klamydia, fordi sygdommen kan konstateres ved en simpel hjemmetest, der sendes ind til undersøgelse. Blandt andet Frederiksberg Kommune og Århus Amt har haft gode resultater med at få unge til at tage testen hjemme. »Med til vores indsats hører også en kortlægning af, hvilke amter der tilbyder hjemmetest, og eventuelt et samarbejde med flere amter om at være med«, siger Else Smith. Der er i år afsat 4 mio. kr. på Sundhedsstyrelsens budget til indsatsen, som er planlagt til at løbe over flere år. Kampagnen forventes at blive synlig i bybilledet efter sommerferien. Til gengæld spares der op mod det samme beløb i de puljemidler, som i de foregående år har kunnet søges til projekter om uønskede graviditeter og seksuelt overførte sygdomme, herunder hiv-projekter. Besparelsen på hiv-området har skabt en del offentlig kritik. Sikker sex »Men klamydia-kampagnen kommer også til at handle om sikker sex og anbefaling af kondomer, så den vil også virke forebyggende på udbredelsen af hiv«, siger Else Smith. Hun understreger, at stigningen i hiv-tilfælde herhjemme først og fremmest er konstateret blandt mænd, der har sex med mænd, og blandt etniske minoriteter, især fra østlandene og de afrikanske lande. »Blandt mænd, der har sex med mænd, er det ikke kendskab til smitterisikoen, der mangler. Men vi støtter i år en undersøgelse af levekår og livskvalitet blandt hiv-smittede med det formål at få mere viden - også med henblik på at kunne målrette fremtidige indsatser«, siger Else Smith. Sundhedsstyrelsen holder i april en temadag om hiv og etniske minoriteter med henblik på at fastlægge en strategi for, hvordan man skal nå disse grupper bedre med oplysning om smittespredning og om behandlingsmuligheder. inge.methling@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























