Cirka 25 millioner kroner har det foreløbig kostet skatteyderne, at Region Midtjylland i flere år planlagde opførelsen af et nyt supersygehus, som var meget større og dyrere, end der var penge til i statskassen. »Der er penge, der selvfølgelig er blevet spildt«, erkender rådsformand for Region Midtjylland, Bent Hansen (S). Byggeriet af det nye supersygehus i udkanten af Aarhus skulle have været i gang allerede i midten af sidste år, men er endnu ikke kommet i gang på grund af rod i økonomien.
Instrukser fra ministerium ignoreret
Som Politiken skrev i går, ignorerede Bent Hansen i flere år Sundhedsministeriets instrukser om, at byggeriet af det nye superhospital højst måtte koste 6,35 milliarder kroner.
Alligevel blev Bent Hansen ved med at bede arkitekter og rådgivere om at planlægge et sygehus til cirka ni milliarder kroner.





























