Kap 3: Følg Carina og Sabrine i Lloret de Mar

Sabrine og Carina har taget sugerør med hjemmefra til fest i Lloret de Mar. Michael (øverst) forsøger at holde tungen lige i munden på  dansegulvet sammen med Ida, som han har mødt tidligere på aftenen.
Sabrine og Carina har taget sugerør med hjemmefra til fest i Lloret de Mar. Michael (øverst) forsøger at holde tungen lige i munden på dansegulvet sammen med Ida, som han har mødt tidligere på aftenen.
Lyt til artiklen

Carina og Sabrine har taget deres egne sugerør med til Lloret de Mar. De er formet som en penis, og pigerne har dem i både hvid og pink.

De er sammen med penis-isterningbakkerne købt på en sexmesse i Odense. I aften har pigerne dem med på Ung Rejs’ pubcrawl, hvor de stikker op af pigernes guldfarvede bæltetasker på aftenens tredje bar, Chaplin’s. Over 200 unge springer rundt til 80’er-hittet ’Forever Young’ udsat for hurtige, dunkende rytmer. En guide griber mikrofonen. To drenge og to piger skal dyste i en konkurrence. »Vær nu friske«, råber guiden, da ingen melder sig. Så lykkes det at lokke to piger op på scenen. Konkurrencen går ud på, at pigen med munden skal bakse bordtennisbolden op gennem drengens ene bukseben og ud af det andet. Guiden hvisker i fyrens øre: »Se ud, som om du kan lide det«, hvorefter den unge mand rækker hænderne i vejret og klapper i takt til musikken. Jublen bryder ud blandt tilskuerne, da pigens mund berører hans skridt. Carina og Sabrine kigger kun på i aften. Da pigerne deltog i den samme pubcrawl i sidste uge, vandt Carina konkurrencen, da hun var hurtigst til at møblere bolden rundt i et par drengeshorts med læberne. Det er en sjov leg, der løfter stemningen, synes hun. Den første gang Flokken går med kampråbet ’Vi er Ung Rejs fra Danmark!’, videre gennem gaderne til den næste bar, Moef Gaga, hvor 250 andre Ung Rejs-gæster støder til. Efter at have bundet en velkomstdrink springer et par lyshårede piger op på et podie, hvor to metalpæle går fra loft til gulv. De to veninder er begge i hotpants og nedringede mavetrøjer. De vrider hofterne og slynger benene om stængerne, mens de kaster deres hoveder bagover. Michael og René står i et hjørne og skæver over på pigerne. »Sådan nogle rundetrunter«, tænker René. Både han og Michael synes, de to piger er lækre. Men var det deres kærester, skulle de hverken klæde eller opføre sig så udfordrende. En fotograf fra internetsiden Danmark By Night foreviger pubcrawlens deltagere. Hun tager et billede af René og Michael og går videre til to piger. En flok højrøstede drenge står omkring pigerne, der omfavner hinanden og begynder at tungekysse. Den ene trækker ned i sin lilla top, så hendes sorte bh er synlig for fotografen. De ved, at billederne snart bliver lagt ud på den populære hjemmeside dkbn.dk. René har ikke drukket på de tre første barer, fordi han har tynd mave. Men som aftenen skrider frem, får han det bedre, og i en hjørnebar drikker han og Michael et tequilashot med salt og citron. De tager ikke notits af, at en ny konkurrence er i gang. Den går ud på at vise flest forskellige sexstillinger, og tre par simulerer foran 500 andre Ung Rejs-gæster. Kort efter falder René og Michael i snak med en lyshåret pige. Ida, hedder hun, og Michael synes, at hun er pæn, smilende og fornuftig at høre på. Han inviterer hende ud på dansegulvet, og de danser længe og tæt. Går sammen til den næste bar på crawlen og danser videre. Rapperen Eminem brager ud over dansegulvet. »Shake that ass for me«, lyder det, mens Michael holder om hofterne på Ida, som står foroverbøjet med bagen limet til ham. René sidder rundt om et bord tæt ved baren og taler med to piger, som bor på samme hotel. Han har ingen idé om, hvor Michael er, men han gætter på, at de er taget hjem sammen. »Om fem minutter går Ung Rejs videre«, lyder en stemme ud af højtalerne lidt over midnat. Efter seks barer er pubcrawlen slut, og guiderne forsøger med flag og fagter at samle de berusede tropper og lede dem over på diskotek Colossos. Michael går en anden vej med Ida. De vandrer ned ad hovedgaden i Lloret de Mar og sætter sig ned på en trappesten. Hvis Ida spørger, går han med hende hjem. Det ender med, at de to 18-årige taler sammen i en time, hvorefter Michael følger hende hjem. Uden godnatkys. René har endnu ikke kysset nogen på turen. Hjemmefra regnede han med, at de skulle ned og »score en masse damer«. Men han er overrasket over, hvor svært han har det med at kysse en pige, han ikke kender. I Lloret går mange fyre bare direkte hen og snaver med fremmede piger, men han vil gerne lære dem at kende først.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her