Kap 4: Stewardesserne fra Sperm Airlines

Efter at have finpudset uniformen tager veninderne elevatoren fra sjette sal og ud i nattelivet.
Efter at have finpudset uniformen tager veninderne elevatoren fra sjette sal og ud i nattelivet.
Lyt til artiklen

Med bare ben i sorte stiletter, røde negle og matchende læber promenerer de mod byen, barerne og de pumpende rytmer.

De to piger har taget stewardesseuniform på: blå jakker, som ender midt på låret. Udskæringen er dyb, og forneden blotter en slids yderligere et stykke af de bare lår. Dragterne har de fået syet ind, og de smyger sig om deres kroppe, så hver en bevægelse sanses. En far med klapvogn vrider nakken rundt, da de to piger kommer vuggende forbi. På en bar gør fire mænd samme bevægelse, mens en femte springer ned fra et stengærde og dårligt kan holde balancen. Carina og Sabrine valser ufortrødent videre. Forskrækkelsen fra natten før, hvor pigerne måtte flygte fra deres egen seng, er ved at fortage sig. To jyske drenge, som de havde lånt deres sofa, invaderede pludselig soveværelset. De turde ikke blive liggende og lagde sig ind i stuen. Men Carina havde glemt sin mobil ved sengen. Hun rakte ud efter den, men en af drengene greb fat i armen på hende. Hårdt nok til, at det gjorde ondt. Hurtigt fik hun dog vredet sig løs. »La’ så vær’«, råbte hun til dem. Carina husker det, som om drengenes mobil ringede i samme øjeblik, hvorefter de forlod lejligheden med et ’farvel’. Pigerne sprang op og låste døren. I aften vil pigerne glemme i går. Bare have det sjovt og klæde sig ud. Hjemme i lejligheden er de færdige med aftensmaden – pulversuppe med minestronesmag. Suppe er trods alt lettere at lave end lasagnen i går. De diskuterer stadig, om den var frossen eller bare kold, da de spiste den. Det hvide spisebord i stuen flyder med makeuppunge, øjenskygger, eyelinere og pudder i forskellige farver. Carina ser sig i makeupspejlet – hun skal være perfekt. På spejlet har hun med læbestift skrevet ’Hei Sexy’. Sabrine sætter sig på skamlen ved siden af hende. Carina skal lægge øjenskygge på sin veninde – hun er bedst. »Det bliver ’smokey eyes’«, siger eksperten. Sabrine holder øjnene lukkede, men smiler og blotter en lilla sten på den venstre hjørnetand. Den samme smykkesten har også Carina fået sat på tanden nede i byen. »Vi skal jo være kreative«, siger de, og derfor har de også fået hennatatoveringer. Sabrine en slange, som snor sig på hendes højre læg. Carina har fået malet en lille kattepote på hvert bryst. Hendes hud omkring de midlertidige udsmykninger er rød og opsvulmet, fordi hun har soleksem. På sin venstre arm er hun arret af bogstaverne ’HO’ som en konsekvens af sidste års tatovering. Pigerne er endnu ikke klædt om. De bruger gerne to timer på at gøre sig klar – hvis de er effektive. Når de samtidig drikker sjusser, varer det endnu længere. Carina hælder likøren Passoa blandet med ananasjuice op til dem begge. Sabrine spekulerer over, hvilke sko hun skal have på. Hendes fødder ’døde’ i går, fordi hun havde spritnye stiletter på. Alligevel bliver det nok de højhælede igen i aften. De er mere sexede, og hun danser bedre i dem. Hun griner ved tanken om, at de begge for to år siden gik i kondisko og sandaler i byen. De må have set ud som Gøg og Gokke dengang. Sådan er det ikke længere. I dag har hun sin egen stil, for det er vigtigt ikke at ligne alle de andre. Det er også derfor, hun har købt tøj for 3.600 kr. på en dag i Barcelona. »Ser mit godt ud«, spørger Carina om sin makeup. Sabrine nikker anerkendende. De er ved at være klar og begynder at tale om aftenens Crazy Night. En Ung Rejs-fest med to gange en halv times fri bar og masser af konkurrencer. Carinas favorit er ’tøjbunken’. De tager uniformerne på. Det er sjovt at være klædt ud og vise, at de tør være anderledes. Sabrine mener, at uniformen gejler folk mere op. Hun retter på Carinas hår. De er sent på den. Dufter dobbelt så godt René og Michael står foran spejlet og gør sig klar til Crazy Night. Hotelværelsets toilet er ikke stort, men de kan lige være der. Foran dem står tre dåser hårvoks. Tre forskellige typer, som de bruger og blander efter behov. Michael har taget Dax med. Med det i håret sidder frisuren, som den skal – selv hvis han har været i poolen. Sådan er det ikke med de andre voksmærker, Osmo og ID Hair. Når han smører dem i håret, løber det ned i øjnene, hvis han sveder. Og det svier at få voks i øjnene. Derfor vælger de begge Dax i aften. René smører sin Armani di Gio-deodorant under armene. Samme duft sprøjter han på halsen, brystet og håndleddene. Og så et sidste sprøjt over buksekanten. Han tager en sort T-shirt på i aften. Ingen tilfældighed, for han ved allerede, hvad han skal have på de resterende aftener i ferien. Michael bruger samme parfume som René. Vennerne joker med, at de dermed dufter dobbelt så godt. Michael sprayer parfumen på halsen, brystet og armene. Det har han altid gjort. Så tager han sin gule T-shirt med rygskriften ’69’ på og sprøjter duftevand på den. Men man skal passe på med at bruge for meget. Det kan pigerne ikke lide. I aften er de begge i kortærmet trøje og jeans, men sådan plejer det ikke at være. René foretrækker en skjorte i byen, for det er lidt finere. To slips er også med i sportstasken, men det er nok for varmt hernede. Det ser ellers fedt ud med hvidt slips og sort skjorte. Michael er enig, selv om han ikke ejer et slips. Hans stil er mere street. T-shirtene er vigtige, og han søger nye modeller på nettet, hvor han betaler op til 400 kroner for en. Han kunne aldrig finde på at købe sit tøj i Bilka eller Kvickly. »Det gør man bare ikke«. »Nej, det er ens far, der køber tøj sådan et sted«, nikker René. De ser sig selv i spejlet for sidste gang. Crazy Night begynder snart. Men aftenen er til at begynde med ikke så skør som lovet. Kun halvdelen af de tilmeldte er mødt op, og Michael, René og deres fire nye venner fra Bjæverskov stener i et hjørne. Hæmningerne forsvinder først, da en af guiderne råber »Fri bar!«. Drengene stormer i baren og hamstrer øl. Da der en time senere igen er gratis udskænkning har drengene endnu ikke drukket ud. Til gengæld danser de til den hurtige musik. Guiderne lægger bagefter op til ’tøjbunken’, hvor to hold konkurrerer om at smide så meget kluns som muligt. Michael er fremme i forreste geled. Da musikken sparkes i gang, smider han hurtigt T-shirten. Michael er tilfreds med sin overkrop. Derhjemme styrketræner han hver dag i to timer efter arbejde. Motivationen finder han, når han ser sig selv i spejlet, og musklerne er vokset. Ved hans side smider en mørkhåret pige både bh og trusser. Fem andre drenge står nøgne på et podie og tramper i takt til musikken. Michael smider sine boxershorts og hopper op til de andre. Med venstre hånd holder han sig for kronjuvelerne. »Vi er jo hernede for at give den gas«. »Nøj, hvor er du gammel« René lægger ikke mærke til sin vens stripshow. Han sidder med ryggen til og snakker med Mia, han lige har mødt. Heller ikke Sabrine og Carina når at se Michael nøgen. De kommer for sent, og kun de sidste 20 til Crazy Night ser deres uniformer. I stedet går de til stranden, hvor deres drengevenner, de mødte sidste år i Lloret, venter i en bar. På vejen vender både mænd og kvinder sig om efter pigerne. Selv om hun kan lide opmærksomheden, synes Sabrine, det er klamt, når de gamle mænds blikke rammer. På stranden bliver vennerne forbløffet, da de ser pigernes kostumer. En af dem fortæller, at han var sammen med en pige natten før. Hun spurgte til hans alder, og han svarede 22 år, selv om han er fyldt 26. »Nøj, hvor er du gammel«, lød det fra hende. Lidt efter går Sabrine og Carina videre. De skal have taget deres billede på stamstedet Surf. Pigerne har allerede et billede hængende på barens ’Wall of Fame’ – men ikke et i uniform. »De skal jo vide, vi har været her«, siger Carina. På vejen gør flere honnør, mens andre spørger, hvilket selskab de flyver med. Pigerne fniser og svarer: »Sperm Airlines«. Pigernes aften ender på Colossos, hvor René også er. Han danser rundt med Mia. Der er intet spor af Michael, men han er ikke blevet væk fra sin kammerat. René ved udmærket, hvor han er

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her