Foreningen Organisationen (ORG) og dens formand, Jesper Nielsen, har indklaget Politiken for Pressenævnet, blandt andet for at have tilsidesat god presseskik i en række artikler, der blev bragt i august i år.
Nævnet offentliggjorde i går sin kendelse.
Pressenævnet giver klagerne medhold i, at Politiken tilsidesatte god presseskik ved at bringe private fotos af Jesper Nielsen uden hans tilladelse og ved ikke at give Jesper Nielsen og ORG lejlighed til at sætte sig ind i de forventede kritikpunkter i artiklerne i sammenhæng, inden formanden besluttede, om han ønskede at udtale sig. Nævnet har derfor udtalt kritik af Politiken og pålagt avisen at bringe et resume af kendelsen.
Pressenævnet kritiserer ikke Politiken for at have bragt artikelserien:
»Nævnet finder, at beskrivelsen af grupperinger på højrefløjen og deres handlinger er et så væsentligt samfundsmæssigt emne, at det var berettiget at bringe artiklerne om samme, herunder at omtale formanden Jesper Nielsen ved navns nævnelse. Af samme årsag finder nævnet heller ikke grundlag for at kritisere avisen for at gengive citaterne fra foreningens interne debatside«, skriver nævnet.
Politiken er pålagt at bringe følgende:
»Pressenævnet kritiserer Politikens omtale af ORG
Politiken bragte 10.-12. august 2011 en artikelserie om foreningen Organisationen (ORG).
På baggrund af en rapport fra den venstreorienterede researchgruppe Redox beskrev Politiken, at den højreorienterede forening Organisationen arbejdede for et indvandrerfrit Danmark og bl.a. havde skjulte tråde til voldelige og racistiske grupper.
Til artikelserien var indsat fotografier, der ifølge Politikens oplysninger viste foreningens formand afbrænde en mørklødet dukke. Formanden får på billedserien overrakt en pakke, der viser sig at være en mørklødet dukke. Et andet billede viser et bål.
8. august 2011, forud for artikelseriens offentliggørelse, mødtes foreningens formand og Politikens journalist. Journalisten stillede som betingelse for at vise sit materiale i sammenhæng – og derved gøre formanden bekendt med kritikpunkterne – at formanden skulle medvirke i artikelserien.
Da parterne ikke nåede til enighed om betingelserne for formandens medvirken, fik formanden blandt andet ikke forevist billederne af afbrændingen.
Formanden og foreningen Organisationen har klaget til Pressenævnet.
Pressenævnet finder, at Politiken har tilsidesat god presseskik ved at bringe private fotos af formanden uden samtykke. Nævnet har herved lagt vægt på, at Politiken ikke ved forelæggelse for formanden har kontrolleret, om billederne reelt viser det handlingsforløb, som beskrives i avisen. Politiken har tillige tilsidesat god presseskik ved ikke at give foreningen og formanden mulighed for at blive bekendt med de forventede kritikpunkter i artiklerne i sammenhæng, inden formanden tog stilling til, om han ønskede at udtale sig. Nævnet har derfor udtalt kritik af Politiken.
Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk «.



























