Jydekrog er mest populær i Jylland

I Sundeved Kommune i det østlige Sønderjylland har hele 848 af kommunens 2.369 familier en trailer. - Foto: Lars Hansen
I Sundeved Kommune i det østlige Sønderjylland har hele 848 af kommunens 2.369 familier en trailer. - Foto: Lars Hansen
Lyt til artiklen

Nogle kalder et anhængertræk for 'jydekrog', og der er mildt sagt noget om snakken. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik over, hvor i landet der er størst chance for at se bilister køre rundt med haveaffald, datterens flyttelæs eller hårde hvidevarer fra grænsebutikker. Mange trailere i Vestjylland Den danske trailerpark voksede med 1990'ernes opsving, hvor det årlige salg blev næsten tredoblet til 31.400 i rekordåret 1998. I alt var der i 2001 411.763 private trailere med en maksimal totalvægt på to ton. Trailertætheden er især bastant i Vest- og Sønderjylland og i området omkring Europas største trailerproducent Brenderup i Nørre Aaby på Vestfyn. I flere kommuner har hver tredje familie faktisk en anhænger fra Brenderup, Variant eller andre udbydere. I Sundeved Kommune i det østlige Sønderjylland har hele 848 af kommunens 2.369 familier en trailer. Opmærksomme læsere af denne juleserie vil huske Sundeved for også at være den kommune, der har flest svin. Og borgmester John Solkær Pedersen fra den borgerlige Fællesliste kan tilmed fortælle, at det er en af de uhyre få kommuner i Danmark, hvor en tværpolitisk liste har haft borgmesterposten siden kommunalreformen i 1970. Han mener dog ikke, at der er en sammenhæng. Heller ikke mellem svinene og trailerne. »Vi transporterer jo ikke svin på trailerne. Og det er heller ikke, fordi vi laver sort arbejde eller noget«, siger borgmesteren. Tæt på grænsen »Men det er da praktiske folk, der bor her. Og vi er jo tæt på grænsen til Tyskland, og det er ikke unormalt, at man køber hårde hvidevarer dernede. Eller henter drikkevarer til en fest - altså uden at smugle«, siger John Solkær Pedersen. Ifølge borgmesteren skyldes topplaceringen dog nok mest, at der er restriktioner på afbrænding af affald, så de mange parcelhusejere - næsten 90 procent af borgerne - må køre haveaffaldet væk. »Men det undrer mig nu stadig, at vi ligger så langt foran alle andre«, siger han. Det undrer også salgschef Kristian Kyed fra Brenderup, at Jylland ligger så langt foran Sydsjælland og Lolland-Falster i trailertæthed. »Det er klart, at der er flere i landkommunerne end i byområderne, hvor der er mange etageejendomme. Men Sydsjælland og Lolland-Falster burde teoretisk set have stort set samme trailertæthed som landkommunerne i Vestdanmark« siger Kristian Kyed. »Men måske skyldes det, at jyder sætter mere pris på det bekvemme i at have traileren stående derhjemme i stedet for at leje den på en tankstation«. Man ved, hvad man har?

»Ja, måske betyder det mere for vestdanskerne at være sikre på, at traileren er der, og kunne spænde den på når som helst. At det er ens egen«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her