Flere af forbrydelserne ligger mange år tilbage, men dommere og nævninge i retssagen mod Amagermanden MLH var alligevel ganske enige.
Den 46-årige familiefar er den skyldige.
To drab og grove seksuelle overgreb på seks kvinder har han ifølge de seks nævninge og tre dommere på samvittigheden.
Uenighed om overgreb i Vangede
Kun i et enkelt af de syv forhold fandt flertallet det ikke bevist, at han var gerningsmanden.
En 47-årig kvinde blev i 2007 i Vangede udsat for et groft seksuelt overgreb, hvor gerningsmanden undervejs forsøgte at kvæle hende med et bælte.
DOKUMENTATIONHer er byrettens kendelse
Her mente to af de tre juridiske dommere og to af de seks nævninge ikke, at bevismaterialet var stærkt nok.
Godt nok havde politiet også sikret sig dna-spor i den sag, men det pegede ikke med lige så stor sandsynlighed på MLH som gerningsmanden som i de øvrige sager.
Og da der skal minimum to af tre juridiske dommere til at afsige en skyldskendelse, kunne retsformand Jacob Scherfig ved oplæsningen af kendelsen i Københavns Byret kun frifinde MLH for dette forhold.
Amagermand skyldig i drab og voldtægterI de øvrige seks forhold - to drab, forsøg på brandstiftelse samt voldtægt af seks kvinder - var dommere og nævninge enige om, at MLH skulle kendes skyldig.
Voldtægt var kun forsøg
Dog var der en smule uenighed om en del af anklagen i forbindelse med drabet på skolelærer Lene Buchardt Rasmussen, der blev kvalt i Fasanskoven på Amager i 1990.
Her fandt kun en enkelt af nævningene det bevist, at gerningsmanden have begået en fuldbyrdet voldtægt som led i drabet. De øvrige nævninge og de tre juridiske dommere mente, at der var tale om forsøg på voldtægt.
Strafudmålingen ventes afsagt torsdag formiddag.
fortsæt med at læse


























