Det ved vi om terrorplanerne

terror. De terrormistænkte planlagde et angreb mod JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen i København.
terror. De terrormistænkte planlagde et angreb mod JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen i København.
Lyt til artiklen

I december sidste år drog fire mænd mod Danmark med det i sinde at dræbe flest mulige i JP/Politikens Hus i København ved hjælp af blandt andet en maskinpistol.

Det mener Københavns Vestegns politi at kunne bevise, og derfor har det indstillet til statsadvokaten, at der rejses tiltale mod de fire personer, der siden december sidste år har siddet varetægtsfængslet på grund af mistanke om terrorplanerne.

LÆS MERE Fire tiltales for terror mod JP/Politikens Hus

Politiet slog til mod de mistænkte 29. december 2010 efter at have overvåget gruppen gennem længere tid. Endnu er der ikke mange detaljer i sagen, men her er, hvad vi ved:

Den 28. december fulgte den svenske efterretningstjeneste, Säpo, fire personer med svensk statsborgerskab, da de lejede en bil på et Statoil-station nær Stockholm og begav sig af sted mod København.

Undervejs mod Danmark blev den ene af mændene sat af - tilsyneladende fordi, gruppen var blevet uenige om noget.

Mødes med kontakt

Da bilen krydsede grænsen til Danmark, tog PET over.

Efter midnat mødtes de tre svenskere ved Tivoli i København med en dansk muslim.

Han har skaffet dem en lejlighed i Herlev og viste dem vejen dertil, hvorefter de tre blev installeret og lagde sig til at sove på madrasser på gulvet.

Dagen derpå var de tre svenskere ifølge politiken.dk's oplysninger i gang med at bede på gulvet, og den ene af dem råbte noget om at dræbe folk, da politiet stormede lejligheden.

Derefter blev de tre svenskere anholdt.

To andre anholdt synkromt
Omtrent samtidig med anholdelserne i Herlev stormede en gruppe betjente med hævede våben en lejlighed i Järfälla i Sverige, hvor svenskeren, som blev hjemme, boede. Også han blev anholdt.

I Greve stormede politiet den lejlighed, hvor den danske muslim, som havde hjulpet svenskerne, boede med sin familie. Også han blev anholdt

Dagen derpå, 30. december, blev den danske muslim løsladt på grund af manglende beviser.

»Nært forestående«
I kølvandet på anholdelsen af de fire gjorde PET det klart, at angrebet var »nært forestående« og efter alt at dømme skulle finde sted senest 1. januar.

Faktisk kan PET ikke udelukke, at terroristerne blev anholdt kort før, at de ville forlade lejligheden for at udføre terrorangrebet.

»Vi vurderede, det var nødvendigt at skride ind for at undgå en situation, hvor de skulle til at sætte sig i bilen med våben for at rekognoscere eller foretage et egentligt terrorangreb«, har PET-chef Jakob Scharf sagt på et pressemøde.

Maskinpistol og skarp ammunition
Ifølge Jakob Scharf skete anholdelsen på et tidspunkt, hvor PET havde konstateret, at de lå inde med våben.

I forbindelse med ransagninger af de fires opholdssteder i Herlev og Greve fandt politiet plastic-strips, der kan anvendes som håndjern, en maskinpistol med tilhørende lyddæmper og skarp ammunition.

Terroristerne havde til hensigt at dræbe i videst muligt omfang, vurderede PET i en pressemeddelelse.

»Flere af de mistænkte, der må betegnes som militante islamister med forbindelser til internationale terrornetværk efter PET’s opfattelse, ville forsøge at trænge ind i JP/Politikens Hus i København og dræbe så mange som muligt af de tilstedeværende personer«.

LÆS MERE

PET pågreb terrormistænkte i døren

I dag har politiet altså rejst tiltale mod alle fire persner. Alle fire har nægtet sig skyldige.

FACEBOOK

Jakob Hvide Beim

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her