Kritiker med ved Brixtoftes bord

Lyt til artiklen

En lille mørbradbøf, to glas rødvin og vand ad libitum. Det var serveringen, da Sven Hjalholt - nuværende formand for Venstre i Farum - blev budt til bords af daværende borgmester Peter Brixtofte på Regatta Pavillonen i Bagsværd i marts 1999. Pris: 13.595,00 kroner. 'Et planmøde' Mødet, hvor også den nu sygemeldte direktør Leif Frimand deltog, optræder i de eneste bilag fra Farums repræsentationskonto. Undtagelsesvis er der i forbindelse med mødet på restauranten anført, at Hjalholt deltog, og at mødet varede hele dagen. Et 'planmøde', kaldes anledningen på bilaget. Kan ikke genkende begivenheden Sven Hjalholt kan ikke genkende begivenheden via bilagets oplysninger, og han understreger, at han i foråret 1999 endnu ikke var engageret i Venstre i Farum. »Jeg var blevet inviteret til et møde med Peter Brixtofte som repræsentant for de grundejere, der bor omkring Farum Park. Vi var bekymrede over udsigten til gener både i forbindelse med selve byggeriet og senere, når stadion blev taget i brug«, fortæller Hjalholt, som dengang havde svært ved at komme i kontakt med kommune og borgmester for at stille en opklarende spørgsmål. Rystet over prisen Først da landspressen begyndte at interessere sig for de sure borgere omkring Brixtoftes drømmestadion, var der hul igennem til borgmesteren, og repræsentanten for grundejerne blev bedt om at møde op på Regatta Pavillonen. Mødet tog ifølge Sven Hjalholt halvanden time, og da der var mad på bordet klokken 14, hvor han var blevet tilsagt, kneb han mørbradbøffen ned. »Og drak højst et par glas rødvin, for jeg var kørende«, husker han. Derfor ryster prisen på 13.595 kroner også Hjalholt, selv om modellen langtfra er enestående. Formentlig en åben regning »Der har formentlig været tale om en åben regning, hvor alt muligt blev kørt ind over. Da jeg gik, kom der en ny mødedeltager og satte sig ved bordet«, fortæller Sven Hjalholt, og det var såmænd ingen ringere end Hans Carl Nielsen, tidligere medlem af byrådet for Socialdemokratiet og en trofast Brixtofte-støtte. Det er således også Hans Carl Nielsen, der har taget stafetten som formand for Farum Boldklub, da Brixtofte blev tvunget til at opgive den. Men hverken Hans Carl Nielsen, Brixtofte, Friamand eller andre mødedeltagere optræder på bilaget. Det var Sven Hjalholt, der som fungerende formand for den lokale vælgerforening i den forgangne uge trak kniven og ekskluderede Peter Brixtofte. Det skete ifølge Hjalholt på grund »af nye oplysninger i Brixtofte-sagen«. Holder viden skjult Selv om de seneste knap 900 bilag er chokerende læsning om overforbrug og frås, følger forbruget mønstret fra de tidligere bilag. Der er tilsyneladende ingen nye bomber. Sven Hjalholt siger: »Jeg kan desværre ikke sige, hvilke skelsættende oplysninger jeg hentyder til, men de findes ikke i bilagene. Det handler om sjusk i forvaltningen - mere kan jeg ikke sige. Jeg vil bare håbe, det kommer frem en dag«. 'Ingen er i klemme'Hvis du har nye oplysninger af den karakter, er det så ikke din pligt at videregive dem? Især hvis borgere er kommet i klemme på det, du kalder sjusk i forvaltningen. »Jeg mener ikke, at nogen er kommet i konkret klemme, og jeg sætter min lid til, at tingene kommer frem i forbindelse med den uvildige undersøgelse, som kommunen skal iværksætte«, siger Sven Hjalholt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her