Det kan være hårdt at dø på en flersengsstue på et hospital - både for den uhelbredeligt syge, de pårørende og de andre patienter.
Derfor vil mange danskere gerne tilbringe deres sidste tid i fred og ro på et hospice med den rigtige pleje og omsorg. Der er bare sjældent plads. En rundringning, som avisen 24timer har foretaget, viser, at hele otte ud af landets ti hospicer må skuffe op mod hver anden ansøger. Særlig slemt ser det ud i København. »Sidste år afviste vi 81 procent af de relevante henvendelser, fordi vi ikke havde plads. Det er frygteligt at måtte sige nej til de døende, men antallet af pladser står slet ikke mål med behovet«, fortæller leder af Sankt Lukas Hospice i Hellerup, Arne Kolsum, til avisen. Ældre Sagen vurderer, at det egentlige tal for mennesker, der ikke får deres sidste ønske opfyldt, er langt højere, end opgørelserne viser. Der er nemlig et stort mørketal, fordi mange på forhånd opgiver at søge om plads på hospice, fordi de ved, hvor svært det er at få. Allerede tilbage i 2004 lovede politikerne dog flere sengepladser til døende. Problemet er bare, at der ikke er sket noget endnu, og på landets hospicer frygter man nu, at de nye pladser drukner i snak, når området overgår til regionerne.




























