»Guds Hjælp, Folkets Kærlighed, Danmarks Styrke – i dag for 40 år siden udtalte jeg de ord for første gang på balkonen her på Christiansborg. Deri lagde jeg mit håb, mine ønsker og min kærlighed til mit land. Med mit valgsprog ville jeg udtrykke den forpligtelse, jeg følte over for den gerning, jeg nu gik ind til.
Den forpligtelse står lige så stærkt for mig den dag i dag; men jeg vil gerne understrege, at pligten hele tiden har været båret af glæden. Den glæde har sin rod i den varme, som har mødt mig og min familie overalt igennem alle årene, i fest og glæde, såvel som i sorg; på de såkaldt 'store dage', såvel som i dagligdagen.




























