Aspirin redder liv

Lyt til artiklen

Tusinder af mennesker redder hvert år livet som følge af behandling med aspirin og tilsvarende præparater med blodfortyndende effekt. Det fremgår af den største undersøgelse, der nogen sinde er lavet over virkningen af en bestemt behandlingsform. Undersøgelsen, der offentliggøres i dag i British Medical Journal, fastslår, at aspirin er et utrolig effektivt middel til såvel forebyggelse som behandling af blodpropper og andre hjerte- og kredsløbsproblemer. Bedømmelsen af aspirins virkning er baseret på en gennemgang af 287 internationale undersøgelser med flere end 200.000 patienter. I Danmark vokser antallet af brugere af denne type medicin år for år, og ifølge Hjerteforeningen anvendes medicinen nu årligt af ca. 300.000. »Vores seneste opgørelse viser, at aspirin og andre midler med acetylsalicylsyre i 1999 anvendtes i lavdosis af 147.000 danskere. Det tal er i dag formentlig oppe på 155.000. Vi taler altså om personer, der har fået medicinen ordineret af deres læge som forebyggelse eller behandling. Lægger vi forbruget i almindeligt håndkøb oveni, når vi op på et tal, der ligger omkring 300.000«, siger Hjerteforeningens forskningschef, overlæge Jørgen Videbæk, til Politiken. I 1995 fik 113.000 danskere lavdosis aspirin ordineret af deres læge. Det tal er altså vokset betydeligt på få år. »Selv om færre og færre danskere dør af hjertesygdom, er der stadig kolossalt mange, der får disse sygdomme, uden at de dør af det. De kan få meget stor hjælp af aspirin til forebyggelse af nye blodpropper og hjertekramper. I dag er aspirin standardbehandling på ethvert sygehus til patienter, der 'måske' har en blodprop«, oplyser Jørgen Videbæk. Aspirin bruges for lidt De britiske forskere siger, at aspirin stadig bruges alt for lidt, men Jørgen Videbæk mener ikke, at der finder underbehandling sted i Danmark i væsentlig grad. Lederen af den nye undersøgelse, dr. Colin Baigent, siger: »Denne undersøgelse viser, at aspirin er gavnligt i endnu flere forskellige tilfælde, end vi hidtil har troet. Nu har vi brug for at sikre os, at aspirin - eller andre medikamenter, der kan forebygge blodpropdannelse - rutinemæssigt tages i brug til patienter, der kan tænkes at drage nytte af det«. Jørgen Videbæk siger, at aspirin i dag er et virksomt middel ikke bare mod blodpropper og årteforkalkning hos hjertepatienter (herunder angina pectoris, hjertekrampe). Det er også et særdeles nyttigt medikament mod for højt blodtryk, blodpropper i hjernen, følgesygdomme afledt af diabetes og dårligt kredsløb i benene med uro, såkaldt vindueskiggersyge. Forskerne bag studiet understreger, at selv om aspirin kan medføre en vis risiko for maveblødning hos brugerne, opvejes dette langt af medicinens fordele. For patienter, der er i særlig risiko for blodpropper, er fordelene meget store og i rigtig mange tilfælde livreddende, siger de. Når lægerne udskriver acetylsalicylsyre som forebyggelse sker det i lavdosis, typisk i form af f.eks. hjertemagnyl i doser under 300 mg. Håndkøbsacetylsalicylsyre til almindeligt daglig smertestillende brug - f.eks. kodimagnyl mod hovedpine - indtages normalt i doser a 500 mg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her