Flere danskere overlever en kræftsygdom. Tre ud af fire, der får en kræftdiagnose, er i live et år efter diagnosen, og det er omkring 10 procent flere end for 10 år siden. Det viser en stor undersøgelse, der er foretaget af Kræftens Bekæmpelse og offentliggjort i Danish Medical Bulletin. »Der er sket en ganske betydelig forbedring i forhold til overlevelsen, siden Danmark indførte den første kræftplan omkring år 2000«, siger Hans Storm, overlæge og forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.
Overlevelsesprocenterne stiger
Undersøgelsen bygger på data fra Cancerregistret og viser, at henholdsvis 72 procent af mændene og 75 procent af kvinderne, der får en kræftdiagnose, er i live efter et år.
Samtidig bliver forskellen mellem mænds og kvinders overlevelse stadigt mindre. Forbedringerne er især sket på områder som hoved-halskræft, spiserørskræft, mavekræft og tarmkræft.



























