Maling ryger i kloakken

Lyt til artiklen

De fleste kender scenariet: Tapetet har taget farve efter den daglige pakke Prince, og panelerne er skrammet af Legoklodser og spidse sko. Der dømmes maleweekend, og hele familien inviteres til 'socialt samvær'. Opmålingen foregår på øjemål og ud fra devisen: Hellere lidt for meget end lidt for lidt. Når det hele er overstået, vaskes pensler og ruller under hanen, afdækningsplastikken ryger ud, og den sidste sjat maling gemmes væk til næste gang. En rapport, som Miljøstyrelsen netop har offentliggjort, viser, at op mod halvdelen af al privat indkøbt maling ikke ender på væggene, men derimod som rester, går tabt under ophældning, ryger på gulvet eller vaskes ud af pensler, ruller og svampe. Rundt regnet bruger private årligt omkring 45 mio. liter maling. Undersøgelsen, som rådgivningsfirmaerne dk-TEKNIK ENERGI & MILJØ og DHI Institut for Vand og Miljø har lavet for brancheforeningen for dansk farve- og lakindustri (FDFL), viser også, at op til en tredjedel af den spildte maling ryger direkte ud i kloakken, og at selv vandbaseret maling indeholder stoffer, som er uønskede i miljøet. »Noget af den maling, som i dag står på hylderne, kan indeholde tungmetaller eller kemiske stoffer, der er svære at nedbryde eller er giftige for vandlevende dyr«, siger en af rapportens medforfattere, Jens Otto Rasmussen, miljørådgiver hos DHI, og tilføjer, at denne undersøgelse som noget nyt dokumenterer, at de opløsningsmiddelbaserede malinger kan påvirke miljøet ved udledning. »Desuden kan de kemiske stoffer som sprit, terpentin og acetone påvirke rensningsanlæggenes effektivitet. Penselrens er eksempelvis lavet med terpentin og sæbe og er designet sådan, at det er let at rense i vasken. Men det er uhensigtsmæssigt at have et produkt, som er så velegnet at skylle ud, når det belaster rensningsanlæggene«, siger han. Jens Otto Rasmussen kan ikke sige, hvor meget maleresterne konkret belaster vandmiljøet eller hæmmer rensningsanlæggenes evne til at rense spildevandet, da det ikke indgik i undersøgelsen, men generelt bør maling, rensevæske og rensevand fra malegrejet betragtes som kemikalieaffald, som skal afleveres på genbrugsstation. Tænk professionelt Ved at skæve til de professionelle malere kan man halvere mængden af malerester, der ender i kloakken. Erhvervsmalere vasker i reglen aldrig ruller af, men pakker dem ind i plastik til næste dag og smider dem ud efter endt malejob. Miljørådgiver hos dk-TEKNIK ENERGI & MILJØ Pia Brunn Poulsen, der også har været med til at lave rapporten, forklarer, at der kan hentes en del maling på den konto. »Et beregnet eksempel viser, at hvis man maler alle indvendige vægge i et helt hus over flere dage og gør malergrejet rent hver dag i stedet for at pakke det ind i plastposer, skal man i yderste fald bruge yderligere 3,5 liter maling, svarende til syv procent«. Når undersøgelsen viser, at op til 60 procent maling går tabt under et malearbejde, inkluderer det også den overskydende maling, som i mange tilfælde kan anvendes igen. Men i langt de fleste tilfælde ender disse rester som affald, enten fordi farven ikke kan bruges igen, eller fordi malingen bliver for gammel. Vibeke Plambeck, direktør for farvehandlernes brancheforening, stiller sig dog tvivlende overfor, at spildet skulle være så stort, idet der ikke tages højde for, at malingrester rent faktisk bliver brugt på et senere tidspunkt. Alligevel har hun godkendt rapporten. Store bøtter Undersøgelsen peger blandt andet på emballagestørrelse og pris som et af de forhold, der får danskerne til at købe mere maling, end de skal bruge. Alligevel afviser Flüggers udviklingschef, Poul Bastholm, der har bidraget med faglige kommentarer undervejs i projektforløbet, at branchen har et ansvar for at sælge mindre mængder maling. »Det er jo en afvejning af, hvor meget kunderne har brug for. I dag er trekvart liter den mindste mængde normalmaling, man kan købe, men ved lidt dyrere maling går vi helt ned i 3/8 liter maling. Ellers har vi jo også hobbymaling. Så det er generelt vores vurdering, at kunderne allerede får en optimal løsning«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her