Politiet om Nørreport: Vi deler bøder ud hver eneste dag

Patrulje. Politiet fangede flere bilister, da politiken.dk var med på patrulje ved Nørreport. Se mere i videoklippet i bunden. Arkivfoto.
Patrulje. Politiet fangede flere bilister, da politiken.dk var med på patrulje ved Nørreport. Se mere i videoklippet i bunden. Arkivfoto.
Lyt til artiklen

Haps. Haps. Haps.

Politiet tager hver dag den ene bilist efter den anden, der blæser på skiltningen ved Nørreport Station, som er afspærret på grund af ombygning.

Bilisterne kører gennem Nørre Voldgade, på trods af at synlige skilte viser, at det ikke er tilladt.

Giver bøder hver dag
Kun busser har lov til at køre på strækningen, fortæller den operative leder af færdselsenheden ved Københavns Politi, Mogens Knudsen.

»Hver eneste dag skriver vi sager dernede. Det er mange, det er rigtig mange«, siger Mogens Knudsen.

»Det er et problem. Busserne har holdeplads på kørebanen, og bilisterne taber tålmodigheden og så opstår der farlige situationer, hvor bilerne overhaler og er til fare for fodgængere«.

BAGGRUNDSe kortet over hvor der må køres ( eksternt link)

Ombygningen af Nørreport, der først står færdig om tre år, blev påbegyndt i efteråret, så der er gået nogle måneder, hvor bilisterne har haft tid til at vænne sig til afspærringerne.

»I starten var vi ikke aktive. Folk skulle have en chance for lige at lære det, men efter nytår tog vi mange, og så faldt det lidt, men nu er der mange igen. Så vi sender patruljer afsted hver dag«, siger Mogens Knudsen.

Kører mest mod Østerbro

Det koster 1.500 kroner fra tegnebogen, når politiet stopper bilisterne.

Det er både i den ene og den anden retning af Nørre Voldgade, der er problemer, men der er alligevel en forskel, som politiet undrer sig over.

LÆS MERE København efterlyser trafikanters hjælp ved Nørreport

»Af en eller anden grund er der flest i retningen mod Østerbro. Vi ved ikke, hvorfor. Skiltningen er den samme i begge retninger«, siger Mogens Knudsen.

Han har selv været ude og dele bøder ud ved Nørreport.

»De, der bliver skrevet, ved det godt. Hvis det var en fra Jylland, så var det mere forståeligt, men mange er lokale og kender godt reglerne«, siger Mogens Knudsen.

»Mange er professionelle chauffører, der kalkulerer med risikoen i forhold til tidsgevinsten. Det er taxichauffører og varebiler«.

FACEBOOKBliv venner med Politiken

Pia Buhl Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her