Ingen kontrol med lægernes arbejdstid

Lyt til artiklen

Fem fulde arbejdsdage på ét sygehus. Og så af sted til en lang arbejdsweekend på et andet sygehus i et andet amt. Sådan ser kalenderen ud for de mange speciallæger, som for god betaling på op til 28.000 kroner for en weekend tager imod tilbuddet om at dække vagthuller i de amter, som ikke kan få besat vagtskemaet på grund af lægemangel. Mens andre faggrupper er bundet af arbejdsmiljølovens bestemmelser om et ugentligt hviledøgn og 11 timers frihed fra fyraften til mødetid næste morgen, gælder det ikke speciallæger, som vælger at bruge weekenden på at arbejde i et andet amt. »Når lægen har to arbejdsgivere, er der ingen, som holder øje med den samlede arbejdstid - altså ud over lægen selv. Det er op til lægens egen moral, om han eller hun kan holde til det«, siger Jeanne Borgqvist fra Arbejdstilsynet. Hun understreger, at lægen er forpligtet af arbejdsmiljølovens regler om hvile og frihed hos én arbejdsgiver ad gangen, men altså ikke for den samlede arbejdstid. Prisen på de eftertragtede speciallæger ligger mellem 22.000 og 28.000 kroner, og som eksempel har Ribe Amt netop indgået en aftale om weekendarbejde for speciallæger til den pris. Ifølge Amtsrådsforeningen har ingen amter eller sygehuse klaget over at beskæftige og betale for udmattede læger, og formand for Foreningen af Speciallæger (FAS), Carsten Nielsen, er heller ikke stødt på læger, som knokler ud over grænsen for det forsvarlige - både for deres eget helbred og patienternes ditto. »Vi bruger som tommelfingerregel et EU-direktiv, som anbefaler en arbejdsuge på højst 48 timer. De speciallæger, som vælger at tage weekendarbejde i et andet amt, ender med en arbejdsuge i det lag, og i forhold til tidligere tiders arbejdsbelastning for overlæger og speciallæger er det ikke voldsomt«, siger han. Uhensigtsmæssigt Det skal dog ikke afkodes som en opbakning til rejsende weekendlæger. Tværtimod finder FAS systemet uhensigtsmæssigt - både for den enkelte læge og den samlede sygehusøkonomi. »De læger, som vælger at påtage sig weekendarbejde, kan jo typisk ikke få lov at tage overarbejde i deres eget amt, fordi mange amter har meget strikse regler for den slags. Derfor ser du læger fra Nordjyllands Amt drage til Ribe for at arbejde i de perioder, hvor de afspadserer. Også selv om Nordjyllands Amt også mangler læger - det er en meget dårlig udnyttelse af den knappe arbejdskraft inden for speciallæger«, siger Carsten Nielsen, som ikke mindst med udsigt til de kommende fem-ti års faldende antal af speciallæger opfordrer amterne til at indgå aftaler om ændringer. »Amterne skal have en mere fleksibel omgang med overarbejde, som ikke nødvendigvis bør udbetales som kontanter. Det kan også honoreres som tilbud om efteruddannelse for eksempel«, siger Carsten Nielsen, som også har en utraditionel opfordring til amterne: »Der skal nedlægges mange af de døgnåbne, akutte afdelinger rundt omkring, fordi lægen ofte sidder uvirksom og venter på patienten. I princippet burde der kun være ét eller to akutte afdelinger i hvert amt, og en sådan strukturændring ville sætte en masse lægelig kapacitet fri«, siger FAS-formanden, som ikke frygter at blive undsagt af sine medlemmer på de små sygehuse og i de tyndt befolkede amter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her