En afdelingschef i Justitsministeriet overtager posten som øverste chef for anklagemyndigheden. Afdelingschef Ole Hasselgaard er blevet udpeget af regeringen til stillingen, oplyser justitsminister Morten Bødskov (S). Udnævnelsen har været ventet i nogen tid. Netop Ole Hasselgaard har været tippet som den, der skulle efterfølge Jørgen Steen Sørensen, der for nylig blev Folketingets Ombudsmand. Og i ministeriet oplyses det da også til Ritzau, at der kun er én ansøger til den prestigefyldte post. Tidligere landsdommer Den 44-årige jurist har siden 2008 været afdelingschef i ministeriet, og tidligere har han været kontorchef og lovråd. I en kortere periode har han desuden prøvet at være dommer - nemlig som konstitueret landsdommer.
LÆS OGSÅ Rigsadvokat bliver den nye ombudsmand
Udnævnelsen viser, at regeringen holder fast i traditionen.
Stillingen som rigsadvokat har i en lang årrække været forbeholdt topjurister i Justitsministeriet.
Markante opgaver
De tidligere rigsadvokater Jørgen Steen Sørensen, Henning Fode og Asbjørn Jensen kom således alle fra chefstillinger i Justitsministeriets departement.
Senest har Ole Hasselgaard været involveret i arbejdet med at forberede en lov om Politiets Efterretningstjeneste.
Han sad med i det udvalg, som har foreslået en ny form for kontrol af PET. Fremover skal den foretages med hjælp af stikprøver, og de enkelte registreringer af borgere skal ikke længere have et ja fra kontrollører.
Tiltræder 1. maj
Ole Hasselgaard har i PET-udvalget markeret sig på fløjen af embedsmænd, der ikke mener, at det nye kontrolorgan - PET-tilsynet - skal have magt til at give ordrer og forbud til PET.
Derimod mener udvalgets anden fløj med dommere, en advokat og universitetsjurister, at tilsynet skal kunne gribe ind over for efterretningstjenesten. Ellers bliver kontrollen ikke reel.
Rigsadvokaten er chef for samtlige anklagere i politikredsene og hos statsadvokaterne. Han fører også straffesager ved Højesteret. Ole Hasselgaard tiltræder 1. maj.



























