Sandheden om broulykke må vente flere måneder

Kaos. Tusindvis af togpassagerer kan se frem til forsinkelser de næste måneder efter påsejlingen af broen over Limfjorden.
Kaos. Tusindvis af togpassagerer kan se frem til forsinkelser de næste måneder efter påsejlingen af broen over Limfjorden.
Lyt til artiklen

Der kan gå flere måneder, før myndighederne har afdækket, hvad der gik galt, da fragtskibet 'Ramona' i aftes påsejlede jernbanebroen mellem Aalborg og Nørresundby.

Det fastslår maritim havariundersøger Lars H. Jacobsen fra Den Maritime Havarikommission, der har til formål at undersøge og forebygge ulykker til søs.

Han kom tidligere på dagen til Aalborg for at indlede en havariundersøgelse af ulykken, som betyder, at togtrafikken over Limfjorden vil være indstillet i flere måneder, mens broen repareres.

»Det er en meget alvorlig ulykke, men heldigvis er ingen kommet til skade«, siger Lars H. Jacobsen.

LÆS OGSÅ DSB om forsinkelser: Det er enten nordjyderne eller hele landet

Han tør ikke give noget bud på, hvornår havariundersøgelsen er færdig:

»Det bliver hverken i dag eller i morgen. Der kan sagtens gå flere måneder«, siger den maritime havariundersøger.

Skal forebygge ulykker

Foreløbig har politiet konstateret, at hverken kaptajnen på 'Ramona' eller den vagthavende brofoged var påvirkede af alkohol, da skibet sejlede ind i broklappen og anrettede store skader på broen.

Om det er kaptajnen, brovagten eller en teknisk fejl, der udløste ulykken, er derimod ikke til at sige endnu.

»Vores opgave er nu at undersøge, hvad der er sket, hvordan det er sket og hvorfor det er sket, så vi kan forebygge en gentagelse i fremtiden«, siger Lars H. Jacobsen.

Sideløbende med havariundersøgelsen har Søfartsstyrelsen beordret en undersøgelse af skibets tilstand.

Politiken.dk's reporter: »Der er et ordentligt hak i broen«

Først når der er sikkerhed for, at skaderne på 'Ramona' ikke er til fare for skibets besætning eller miljøet, vil det 75 meter lange skib kunne fortsætte mod Finland.

Inden skibet sejlede ind i jernbanebroen mellem Aalborg og Nørresundby, havde det om eftermiddagen losset træpiller i Skive.

Skibsmægler om finsk ulykkesskib: Det var seriøse folk

FACEBOOK

Emma Oehlenschläger

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her