Hvert år begår et tocifret antal danskere selvmord på vejene ved at springe ud på kørebanen, køre en personbil med høj fart ind i en mur eller torpedere en lastvogn. Man har hidtil anslået, at 1-2 procent af alle dødsfald i trafikken er selvmord, men opgørelser fra udlandet tyder på, at tallet er markant højere. »Undersøgelser fra Sverige, Finland og Irland viser, at 3-7 procent af ulykkerne med motorkøretøj kan tilskrives selvmord eller selvmordsforsøg«, siger trafikpsykolog Mette Møller fra Danmarks Transportforskning. Rådet for Større Færdselssikkerhed og Havarikommissionen for Vejtrafikulykker erkender, at problemet formentlig undervurderes i Danmark. Lastbil mest udbredt Metoden med at begå selvmord mod en lastbil er tilsyneladende den mest udbredte. En del af de 50-60 dødsulykker, lastbiler er involveret i, mangler en rimelig forklaring, fortæller Niels Erik Nielsen, projektleder i Dansk Transport og Logistik (DTL), der organiserer vognmændene: »Ofte har den modkørende bil uden grund skiftet bane umiddelbart inden uheldet«. Store konsekvenser DTL anser dette som et problem på lige fod med de selvmordere, som kaster sig ud foran et tog, fordi det har store menneskelige konsekvenser for de involverede chauffører. Nogle må holde lang pause. Andre kommer aldrig tilbage bag rattet. DTL opfordrer derfor Havarikommissionen for Vejtrafikulykker til at kulegrave problemet. Kommissionsformand Sven Krarup Nielsen lover at tage sagen op med de øvrige medlemmer: »Selvmord er underbelyst herhjemme. Og mødeulykker generelt - der både kan være selvmord eller for eksempel at bilister falder i søvn - står højt på vores idéliste over, hvad vi godt vil undersøge«, siger han. Tilbage bag rattet 60-årige Peter Wieland fra Klovborg blev for tre uger siden ramt af en bilist, der få minutter inden sammenstødet havde ringet til sin mor og fortalt, at han ville køre sig i døden. Wieland er tilbage bag rattet i lastbilen, men er nervøs for, at det kan ske igen. »Men jeg tror nu ikke, man kan gøre noget ved problemet, for det er jo en desperat handling. En selvmorder spekulerer nok ikke på, at han kan tage andre med sig i døden«, siger Wieland.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























